Hollænder stanger Frank og Tottenham på tredjepladsen

26. OKT 2025 • 19:33SPORT

Thomas Frank og Tottenham holdt stand i defensiven og lukrerede på dødbolde, da Everton blev sænket med 3-0.

Thomas Frank og Tottenham var presset af Everton, men holdet fra Nordlondon holdt stand og snuppede en 3-0-sejr på udebane.

Med en larmende kulisse i ryggen satte Everton ofte gæsterne under tryk. Effektive hjørnespark og en storspillende Guglielmo Vicario i målet sørgede dog for fuldt udbytte for Franks tropper.

Tottenham spiller sig dermed på tredjepladsen med 17 point, og de tre point lander ganske belejligt i den engelske topstrid.

Konkurrerende storklubber som Liverpool, Chelsea og Manchester City løb alle ind i et nederlag i weekendens spillerunde.

Gæsterne fra hovedstaden tog føringen efter små 20 minutter på et hjørnespark, da forsvarsspilleren Micky van de Ven i sidste ende kunne heade bolden i nettet.

Rodrigo Bentancur steg til vejrs ved bageste stolpe, og foran mål kunne hollænderen pande bolden det sidste stykke over stregen.

Tottenham var i front, men det var Everton, der dominerede på den nye og topmoderne hjemmebane.

Men gæsterne tog atter fusen på Everton, og som et rent deja-vu var det igen Micky van de Ven, der var på spil. Hollænderen stod tæt på Jordan Pickford i Everton-buret, og fra kort afstand kunne forsvarsspilleren sætte hovedet på 2-0-målet.

Tottenham indledte anden halvleg dybt på egen halvdel, og Everton burde have bragt spændingen tilbage efter en lille time.

Angriberen Beto sendte et saksespark afsted, og kun en stor refleksredning fra Tottenhams Guglielmo Vicario forhindrede en ellers fortjent Everton-scoring.

Regnen tog til på Hill Dickinson Stadium i slutfasen, hvor Tottenhams indskiftede Pape Matar Sarr lukkede og slukkede opgøret med endnu et hovedstødsmål.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT