Dansk duo får bronze i VM-parløb på efterbevilling
Niklas Larsen og Lasse Norman Leth blev i første omgang nummer fire i parløb, men fik senere bronze.
Efter en kaotisk afslutning på VM i banecykling har Danmark fået sin femte medalje i Chile.Det skete med bronze til Niklas Larsen og Lasse Norman Leth i det afsluttende parløb.
De blev i første omgang ellers tildelt en fjerdeplads med 20 point op til bronzen.
Men undervejs var danskerne ikke blevet godskrevet en omgang, og efter at der var blevet regnet på det, blev danskerne sendt op på tredjepladsen, mens Tyskland røg ned på fjerdepladsen.
Efterfølgende var landstræner Casper Jørgensen kritisk over for Den Internationale Cykelunion (UCI).
- Det er bare ikke godt nok, at de ikke har styr på stillingen. Det er supersynd for Tyskland, der blev udråbt som treer og bliver snydt.
- Men når det så er sagt, er det en fair løsning. Fordi der er ikke nogen tvivl om, at de (danskerne, red.) bliver snydt for en omgang og en vundet spurt, siger Casper Jørgensen til TV 2 Sport.
Parrene fra Belgien, Storbritannien og Tyskland skilte sig undervejs ud og lagde stor afstand til resten af konkurrenterne, og de sluttede i den rækkefølge. Troede man i hvert fald. En halv time senere var der et nyt resultat.
I den endelige stilling vandt Belgien med 81 point foran briterne med 73. Danmark sluttede på 71 foran Tyskland med 64.
Tidligere søndag var Amalie Dideriksen tæt på endnu en medalje, men måtte nøjes med en femteplads i pointløbet på sidstedagen af VM.
I den allersidste spurt kørte hun med om sejren, men hun blev toer, og det rakte kun til en samlet femteplads.
Havde Dideriksen vundet den sidste spurt, som tæller dobbelt, var det blevet til en sølvmedalje.
Nu sluttede hun på 52 point, hvilket var 4 point fra bronze og 11 point fra førstepladsen.
Dideriksen kan dog rejse hjem fra Chile med to medaljer, efter at hun hentede sølv i kvindernes scratch og senere fik bronze i omnium.
I søndagens pointløb hentede Dideriksen et point i første spurt, men var forholdsvis passiv i fortsættelsen.
En tredjedel inde i løbet begyndte hun at røre på sig, og hun viste stort initiativ i jagten på en medalje.
Dideriksen vandt femte spurt og kørte sig på fjerdepladsen og efter at have taget to omgange undervejs, var hun altså i spil til metal til det sidste.
Guldet gik i stedet til Yareli Acevedo Mendoza fra Mexico foran briten Anna Morris, mens Bryony Botha fra New Zealand blev treer.
I det efterfølgende udskilningsløb røg Tobias Aagaard Hansen skuffende ud som nummer seks og sluttede dermed som nummer 19.
Danmark har haft et generelt godt VM med sine i alt fem medaljer.
Amalie Dideriksen indledte den danske medaljehøst med sølv i kvindernes scratch, hvorefter den danske kvartet i 4000 meter holdforfølgelsesløb vandt VM-guld for tredje år i træk efter at have besejret Australien i finalen.
Dernæst vandt Rasmus Lund Pedersen sølv i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb, og Amalie Dideriksen fulgte op med sin anden medalje - bronze i omnium.
Sidstedagen så ud til at blive medaljeløs for Danmark, men endte altså alligevel godt med bronzen i parløbet.
/ritzau/
