Rasmus Lund tager VM-sølv i individuelt forfølgelsesløb
Rasmus Lund tabte duellen om VM-guld til britiske Josh Charlton i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb.
Det blev ikke til den helt store overraskelse, da danske Rasmus Lund Pedersen natten til lørdag dansk tid vandt sølv i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb ved VM i banecykling i Chile.I kampen om guldmedaljen blev den 27-årige dansker sat til vægs af den britiske storfavorit Josh Charlton.
Briten tog guldet i tiden 4 minutter og 4,122 sekunder. Det var over tre sekunder hurtigere end Rasmus Lund, der i finalen kørte i tiden 4 minutter og 7,496 sekunder.
Det var forventet, at det ville blive en for stor mundfuld for Rasmus Lund, der for første gang kørte disciplinen i VM-sammenhæng.
Det er den tredje danske medalje ved bane-VM. Amalie Dideriksen vandt onsdag sølv i scratch, mens det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb med blandt andre Rasmus Lund sent torsdag aften dansk tid vandt guld.
Rasmus Lunds præstation i den individuelle finale var en smule langsommere end i kvalifikationen. Her kørte han i tiden 4 minutter og 5,092 sekunder. Det var næstbedst efter storfavoritten Charlton, og derfor skulle de to dyste om guldet.
Præcis som i kvalifikationen startede Rasmus Lund langsomt ud i finalen.
Efter 1000 meter var han mere end to sekunder efter Charlton, og der var noget, der skulle hales ind.
Rasmus Lund åd en smule af Charltons forspring, men slet ikke nok. Danskeren fik forspringet ned på 1,8 sekunder, men efter 2500 meter begyndte Charlton at øge igen, og med 500 meter tilbage rundede forspringet tre sekunder.
Derfra var tingene afgjort, og briten tog guldet i suveræn stil.
/ritzau/
