Shiffrin må holde et par ugers pause efter styrt
Mikaela Shiffrin frygtede, at sæsonen kunne være ovre, men skipausen bliver formentlig kun et par uger.
Den amerikanske alpinstjerne Mikaela Shiffrin er for skadet til at kunne stå på ski i de næste par uger, men lørdagens styrt i Killington kommer ikke til at holde hende ude så længe som frygtet.Det siger hun i en opdatering på sine sociale medier, hvor hun også takker sine mange fans for de mange støttebeskeder, hun har modtaget.
- Det kommer som minimum til at tage et par uger, før min krop er i stand til at håndtere den kraft, den vil blive udsat for.
- Jeg har et sår i maveregionen og nogle markante muskeltraumer i hele højre side af min krop. Nu begynder min genoptræningsproces, og jeg håber, at jeg snart kan stå på ski igen, siger hun.
Hun var på jagt efter sin World Cup-sejr nummer 100, da hun lørdag styrtede og blev liggende i sneen. Hun modtog behandling i flere minutter, inden hun blev transporteret væk.
Tilskuerne var helt stille efter styrtet, men blev opmuntret, da hun vinkede til dem, imens hun blev båret forbi.
Søndag meddelte USA's alpinlandshold, at Shiffrin var sluppet nådigt fra styrtet. Hverken hendes ledbånd, bentøj eller indre organer havde taget skade, hvilket ellers kunne have ført til, at sæsonen måske allerede havde været slut, før den for alvor kom i gang.
Shiffrins foreløbige 99 World Cup-sejre gør hende til tidernes mest vindende i historien. Hun overtog rekorden fra den legendariske svensker Ingemar Stenmark i marts 2023. Stenmark vandt 86 World Cup-løb i sin karriere.
I den kommende weekend er World Cup-afdelingerne i canadiske Tremblant aflyst på grund af for lidt sne. Derfor fortsætter kvindernes sæson først 14. december. Derfra venter der flere World Cup-afdelinger hver uge frem til slutningen af januar, inden der er alpin-VM i Østrig.
/ritzau/