Jesper Jensen nedtoner vigtighed af EM-brag mod Norge

4. DEC 2024 • 06:57SPORT

Det handler om at finde tre sejre i fire kampe i mellemrunden. Derfor er nederlag til Norge ingen katastrofe.

Både Danmark og Norge har nærmest badet sig igennem det indledende gruppespil ved EM i kvindehåndbold. Men nu er badeferien til gengæld også forbi.

De to arvefjender tørner sammen torsdag i første runde af mellemrundegruppen.

I en hård mellemrunde med Holland, Tyskland og Slovenien som Danmarks øvrige modstandere kan de danske kvinder sætte sig selv under stort pres i forhold til semifinaledrømmen, hvis det bliver til nederlag mod Norge.

Sådan ser landstræner Jesper Jensen ikke på det. Han er ganske afslappet på tærsklen til mellemrunden.

- Der er jo ikke noget afgjort efter Norge, uanset om man taber eller vinder. Jeg er tæt på at sige, at det ikke gør noget, lyder det fra den danske landstræner.

- Det handler bare om at tænke, at man skal spille fire kampe, og at man skal vinde de tre af dem.

Danmark, Norge og Holland træder alle ind i mellemrunden med de to point, de hver især har hentet mod holdet fra det indledende gruppespil, der er kommet med videre.

Schweiz, Tyskland og Slovenien starter ud med nul point, og derfor står Danmark rigtignok med gode kort på hånden.

Skulle det ende med et dansk nederlag til Norge, kan det meget vel ende med, at Danmark og Holland i sidste kamp i mellemrunden skal i en direkte duel om at følge Norge videre til semifinalerne.

Tyskland har ikke imponeret stort ved EM hidtil, og Sloveniens nuværende hold bør være et niveau under Danmark.

Danmark kan dog gøre vejen til semifinalen endnu lettere for sig selv, hvis det lykkes at besejre Norge. Det er dog ikke sket i seks forsøg i 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT