Færøerne tager enorm stolthed med trods svær EM-afsked

3. DEC 2024 • 20:57SPORT

Danmark var Færøerne overlegen, men det ødelægger ikke færingernes eventyr fra EM-debuten i Schweiz.

Først skrev Færøernes håndboldkvinder historie ved at kvalificere sig til EM for første gang. Så skrev de historie ved at få point med 17-17 i kamp to mod Kroatien. Og så endte det hele med en dansk kindhest.

Kun en højt løftet fod fra gaspedalen fra dansk side gjorde, at Færøerne fik reduceret en forskel på 12 mål kort inde i anden halvleg til et nogenlunde hæderligt nederlag på 24-33.

Men selv et stort nederlag kunne ikke spolere den færøske stolthed ifølge holdets danske træner Claus Mogensen.

- Det sluttede, hvor vi nok regnede med, det skulle slutte, men vi synes, at vi har vist vores værd og vores berettigelse til at være her, siger han.

- Ud over selve præstationen er der stolthed i nationen over, at vi har vist os frem på den måde.

Efter en kamp, hvor det ene hold har vundet med ni mål, vil man normalt se sejrherrerne juble på banen, mens taberne slukørede skynder sig i retning af omklædningsrummet.

Sådan var det ikke for Færøerne efter det forventelige nederlag til Danmark.

Spillerne var nærmest ikke til at drive væk fra banen, fordi de jublede med og hyldede de 500-600 færøske fans, som trofast gennem 60 minutter i alle tre gruppekampe har bakket fantastisk op om holdet.

De viste endda også stort sportsmanship, da mange af dem sang med på den danske nationalmelodi inden kampen.

- Vi kan godt tillade os at være stolte, og Færøerne som nation kan også være stolt. Vi har virkelig fået sat et aftryk på denne her turnering. Det er ganske ekstraordinært. Det har været helt unikt at stå midt i, mener Claus Mogensen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT