Grupperne skal sammensættes til et klub-VM overdynget af tvivl
32 klubber skal fordeles i otte grupper til det udvidede klub-VM, der møder heftig kritik for planlægningen.
Uvisheden hober sig op før den første udgave af det reformerede og udvidede klub-VM til sommer.Torsdag trækkes der i Miami lod til klubturneringen, der spilles i USA og varer fra 15. juni til 13. juli.
32 klubber deltager, og de skal fordeles i otte grupper med fire klubber i hver.
Spørgsmålet bliver, om Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) formår at skabe en verdensomspændende interesse for den nye klubturnering.
Med syv måneder til turneringsstart har Fifa endnu ikke solgt tv-rettighederne til den slutrundelignende turnering.
Normalt sælges tv-rettigheder til store turneringer et par år forud. Ofte er det sket efter en budproces blandt mediemastodonter.
Som konsekvens af den manglende afklaring for tv-indtægterne mærker Fifa en sparsom interesse fra mulige sponsorer.
Forbundet har indtil nu præsenteret to sponsorater til klub-VM i form af det kinesiske elektronikselskab Hisense og bryggerikoncernen AB InBev.
Det efterlader en økonomisk uvished for de deltagende klubber og Fifa.
Uvisheden fik Fifas præsident, Gianni Infantino, til at indkalde til et krisemøde i slutningen af september. Det skriver mediet The Athletic.
Flere store medier var angiveligt til stede, og målet med mødet var at højne opmærksomheden på sommerens turnering. The Athletic beretter også, at Fifa leder efter flere sponsorer, der skal finansiere turneringen.
Real Madrid og andre storklubber har ytret markant kritik af det månedlange klub-VM, som finder sted i den normale sommerpause.
Tre nationale spillerforeninger har i forvejen lagt sag an mod Fifa for at drive rovdrift på spillerne med forøgelsen af kampantallet generelt.
I oktober opfordrede Javier Tebas, der er præsident for den spanske La Liga, direkte til, at Infantino og Fifa burde aflyse turneringen.
- Hr. præsident, du ved, du ikke har solgt tv-rettighederne til klub-VM. Du ved, du ikke har solgt nogen sponsorrettigheder. Drop klub-VM. Det er ikke en nødvendighed for spillerne, klubberne eller Fifa.
- Hvis du bruger Fifas egne penge til at betale for det, tager du pengene fra de nationale forbund. Drop det venligst, sagde Tebas ifølge The Athletic.
Klub-VM 2025 spilles på tværs af USA i byerne Atlanta, Cincinnati, Charlotte, Los Angeles, Miami, Nashville, New York, Orlando, Philadelphia, Seattle og Washington.
Der vil være deltagende klubber fra samtlige kontinenter. 12 af dem vil være fra Europa blandt andet Real Madrid, Manchester City, Bayern München og Paris Saint-Germain.
Det tidligere format for klub-VM havde syv deltagende klubber. Det var med deltagelse af vinderen af de seks kontinentale klubturneringer samt vinderen af værtsnationens egen liga. Turneringen blev afviklet årligt lige før jul, og den europæiske deltager indtrådte først i semifinalen.
Det nye klub-VM skal kun afvikles hvert fjerde år.
/ritzau/