Danmark kvaser Færøerne og tager maksimumpoint med til Wien
Som ventet var der klasseforskel på Danmark og Færøerne ved EM. Danmark får to point med til mellemrunden.
Der var klasseforskel på papiret. Det samme var tilfældet på banen, da Danmark og Færøernes håndboldkvinder afsluttede det indledende EM-gruppespil i Basel.Selv om landstræner Jesper Jensen gav masser af spilletid til dem, der må betragtes som truppens yderste mandater, og prøvede en masse af i anden halvleg blev de chanceløse færinger nedlagt med 33-24 efter 15-8 ved pausen.
Den færøske eufori efter pointet mod Kroatien kunne ikke bære længere, mens Danmark efter tre sikre sejre suser i mellemrunden med de maksimale to point, der kan tages med over.
Hvem der følger med Danmark afgøres senere, når Schweiz og Kroatien skal i direkte duel om andenpladsen. Ingen af holdene får dog point med videre.
Kampen på lægterne i Sankt Jakobshalle var lige så ulige, som duellen på banen - men her i færøsk favør. Deres larmende enklave på 500-600 fans - svarende til omkring én procent af landets befolkning - gav en fin lydkulisse.
Den flotte opbakning gav indledningsvist de undertippede færinger medvind, som de kunne bruge til at komme godt fra land.
Færøerne var foran både 3-1 og 4-2, før det danske forsvar uden den normale krumtap Line Haugsted fik fodfæste. Og Anna Kristensen stemplede ind i målet.
Efter ti minutter var Danmark foran 5-4, men det ellers gode angrebsspil fra de to første kampe var ikke kommet i gang. Årsagen sad ude på bænken.
Playmaker Helena Elver, som har været Danmarks bedste bagspiller ved EM, fik lov til at hvile sig fra start, og Kristina Jørgensen manglede både den idérigdom og fart, som Elver byder ind med.
Selv uden de største danske profiler var niveauforskellen for stor. Især i afslutningerne, hvor Færøerne brændte meget.
Selv uden det flydende angrebsspil trak Danmark fra. Forsvaret og Anna Kristensen i målet havde fået fat, og de færøske afslutninger blev mere og mere paniske og satsede.
Samtidig kom der også lidt mere gang i det danske angrebsspil, da Anne Mette Hansen kom ind, og hullet på måltavlen blev slået, da Færøerne kun formåede at score fire mål i halvlegens sidste 21 minutter.
Hvis ikke føringen på 15-8 ved pausen havde knækket de færøske drømme om en sensation, så sørgede danskerne straks i anden halvleg for at gøre det.
De fem første scoringer havde dansk signatur, og med en føring på 12 mål var kampen afgjort.
Jesper Jensen fik belejligt mulighed for at prøve ting af, samtidig med at han kunne lade vigtige folk som Helena Elver og Emma Friis hvile på bænken i hele kampen.
5-1-forsvaret med Kaja Kamp som fremskudt blev igen prøvet af, nye konstellationer i det centrale forsvar så dagens lys, og det sidste kvarter blev en træningssession for danskerne.
Det gav færingerne lettere vej til mål, så der blev sat prop i den resultatmæssige blødning, og de slap fra det sidste kapitel i EM-debuten med æren i behold og godt med scoringer i de sidste minutter.
Nu venter Norge på Danmark i første mellemrundekamp torsdag i Wien.
/ritzau/