Rune underholder i Royal Arena og slår Ruud i showkamp
Trods en status som showkamp leverede Rune og Ruud for det meste en intens omgang tennis på højt niveau.
Holger Rune besejrede tirsdag aften norske Casper Ruud i den anden af to showkampe, der ifølge arrangørerne skulle afgøre, hvem der var den bedste tennisspiller i Norden.Foran et velbesøgt Royal Arena i København vandt Rune i to sæt 6-4, 6-2.
Første kamp i Oslo var lørdag aften endt med en sejr til Casper Ruud.
Derfor skulle den samlede sejr i Nordic Battle afgøres i en matchtiebreak til ti point tirsdag aften.
Her vandt Holger Rune 10-6, og danskeren kan derfor kalde sig vinder af Nordic Battle 2024.
De to skandinaviske tennisstjerner skruede kampen igennem op for tempoet og serverede tennis i topklasse, som publikum kvitterede for med store klapsalver.
Underholdningen var samtidig også i højsædet, hvilket kom til udtryk i showkampen.
Enkelte gange spillede de to tennisstjerner med alternative tricks og slag til publikums begejstring.
Mellem duellerne viste Rune og Ruud, der er henholdsvis nummer 13 og seks på verdensranglisten, højt humør med kække kommentarer til hinanden.
Det startede godt for Rune i showkampen, da han tog første parti og dermed brød nordmanden i første forsøg.
Hurtigt kom danskeren på 2-0 efter sit serveparti, og det brugte Rune til at løfte lydniveauet i Royal Arena.
Når spillet var i gang, var tempoet højt, men mellem boldene var stemningen løssluppen mellem de to tennisspillere.
Ruud viste også tennis på højt niveau og nærmede sig Runes føring ved stillingen 2-3.
Ingen formåede at bryde hinandens servepartier yderligere. Foran 5-4 var Rune overbevisende i sit serveparti, og så snuppede han første sæt.
Et interview foran tilskuerne skulle klares efter første sæt, og her talte Rune forpustet i mikrofonen. Det var et glimrende bevis på et intenst opgør trods statussen som showkamp.
Intensiteten fortsatte i de første partier i andet sæt, indtil Holger Rune ved stillingen 2-1 overlod sin ketcher til en bolddreng.
Bolddrengen imponerede med en længerevarende duel mod Ruud, men nordmanden tog dog pointet i sidste ende efterfulgt af anerkendende klapsalver og grin fra tilskuerrækkerne.
Det tabte point ændrede ikke på, at Holger Rune havde kontrol over andet sæt ved stillingen 4-2.
Lynhurtigt brød danskeren Ruud, og med et hurtigt eksekveret serveparti sikrede Rune sejren i to sæt.
Holger Rune var også skarpest i den afgørende matchtiebreak og sejrede dermed på hjemmebanen i København.
/ritzau/