Sejre på græs sender Wozniacki tilbage i top-100

27. JUN 2024 • 07:33SPORT

Caroline Wozniacki ligger til at springe op som nummer 91 og kan gøre sig uafhængig af grand slam-wildcards.

Når verdensranglisten i tennis opdateres på mandag, vil Caroline Wozniacki være tilbage i top-100, for første gang efter hun gjorde comeback sidste sommer.

Det er en kendsgerning, efter at hun har vundet to kampe i den tyske græsturnering i Bad Homburg.

Wozniacki ligger aktuelt nummer 112 i verden, men på livelisten, der opdateres dag for dag, placerer hun sig som nummer 91.

Med sådan en placering vil Wozniacki ikke længere være afhængig af wildcards til grand slam-turneringer.

Det har hun fået til Wimbledon, der begynder på mandag, men hun blev forbigået ved French Open i foråret.

Wozniacki kan endda rykke helt op omkring top-50, hvis hun går hele vejen i Bad Homburg.

I første omgang skal hun lige vinde torsdagens kvartfinale mod amerikaneren Emma Navarro, der er nummer 19 i verden.

Kampen skal efter planen begynde sidst på eftermiddagen.

Wozniacki har de seneste dage vist, at hun kan slå spillere fra et højere luftlag.

I første runde besejrede hun ukraineren Elina Svitolina, der er nummer 21, hvorefter danskeren sendte verdens nummer 36, russeren Veronika Kudermetova, ud.

Turneringen i Bad Homburg fungerer som sidste opvarmning før Wimbledon.

Her er der fredag lodtrækning til hovedturneringen.

Den 33-årige Wozniacki er seks gange nået til fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen, men hun er aldrig nået skridtet længere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JUN 2024 • 23:38SPORT
Thomas Delaney: Den er meget tung