Tyskundervisning: Danmark er forberedt på både skur og tekniker

28. JUN 2024 • 18:45SPORT

Tyskland er EM's farligste hold, men det er usikkert, hvem der starter på tyskernes top mod Danmark.

I Tyskland er der stor spænding om, hvem der starter inde på holdets centrale angriberplads i lørdagens EM-ottendedelsfinale mod Danmark.

Bliver det den bomstærke boksangriber Niclas Füllkrug, eller beholder den bevægelige supertekniker Kai Havertz pladsen i front?

Det danske landshold kender ikke svaret på det spørgsmål, men landstræner Kasper Hjulmand og forsvarsspilleren Jannik Vestergaard har forberedt sig grundigt på at møde dem begge. Også i en konstellation hvor de eventuelt er på banen samtidig.

- Uanset hvem Tyskland sætter på banen - om de spiller med Füllkrug eller Havertz i angrebet, eller smider Havertz på kanten - så er det spillere med topkvalitet.

- Selvfølgelig er der forskel på, om Füllkrug eller Havertz spiller i front, men vi er forberedte på det hele. Hvis Füllkrug ikke starter, så kommer han helt sikkert ind i løbet af kampen, så vi føler os forberedte på alle scenarier, siger Kasper Hjulmand.

I Tysklands to første EM-gruppekampe blev Füllkrug skiftet ind i stedet for Havertz efter cirka en times spil. I den tredje blev Havertz på banen, men skiftede position, da Füllkrug blev kastet ind i slutfasen.

Havertz har scoret et enkelt mål på straffespark, mens Füllkrug trods sine bare 76 spilleminutter har fundet vej til netmaskerne to gange ved EM.

Stopperen Jannik Vestergaard regner med, at han i løbet af ottendedelsfinalen både skal tage slåskampe med Füllkrug og stække Havertz med forudseenhed.

- Vi har forberedt os på de forskellige situationer, vi kan stå i undervejs i kampen, for uanset hvem af de to der starter, så kommer den anden nok også på banen i løbet af kampen.

- Så vi skal være i stand til at håndtere dem begge - eller dem alle - for uanset hvem Tyskland sætter på banen, så er det kvalitetsspillere fra den øverste hylde, siger Jannik Vestergaard.

Tyskernes offensiv tæller også de to skudfarlige playmakere Ilkay Gündogan og Toni Kroos samt de rapfodede stjerneskud Florian Wirtz og Jamal Musiala.

Vestergaard satser på, at Danmark kan lukke ned for hele den på papiret potente offensiv. Tyskland var med otte scoringer gruppespillets farligste hold, næstbedst var Østrig med seks mål, og Danmark scorede blot to.

- Det bliver en kamp, hvor vi igen skal have fat i vores kollektiv, for det er vores absolutte styrke. Vi har generelt ikke tilladt modstanderne mange chancer ved EM, og det er vores ambition, at det stadig ser sådan ud efter kampen mod Tyskland, siger Jannik Vestergaard.

Også Kasper Hjulmand udtrykker sig optimistisk før ottendedelsfinalen.

- Tyskland skal være meget gode i morgen for at slå os, siger landstræneren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU