Rune åbner mod sydkoreaner og har udsigt til Djokovic

28. JUN 2024 • 12:19SPORT

Holger Rune indleder Wimbledon mod Kwon Soonwoo, der to gange tidligere har slået danskeren.

Den danske tennisspiller Holger Rune skal i første runde af Wimbledon møde sydkoreaneren Kwon Soonwoo.

Det blev en kendsgerning ved fredagens lodtrækning.

Kwon Soonwoo har før stået i vejen for Rune i grand slam-sammenhæng. Ved Australian Open i 2022 tabte danskeren til sydkoreaneren i fem sæt.

Året forinden sejrede Kwon på grus i Marbella.

Nu mødes de så på græs for første gang.

Vinder Rune sin første kamp, skal han i anden runde møde brasilianeren Thiago Seyboth Wild eller briten Paul Jubb, der er med på et wildcard.

I tredje runde kan Rune ramle ind i seedet modstand i form af russeren Karen Khachanov, der er seedet som nummer 21.

De tørnede sammen i en opvisningskamp onsdag, hvor danskeren vandt 6-2, 6-4.

Hvis seedningerne holder, skal Rune i ottendedelsfinalen møde serberen Novak Djokovic, der er seedet som nummer to.

Rune er seedet som nummer 15 og var dermed indstillet på, at en svær kamp ville vente i ottendedelsfinalen, der svarer til fjerde runde.

Den 21-årige dansker kan derimod glæde sig over at være havnet i modsatte halvdel som den italienske verdensetter, Jannik Sinner, og spanske Carlos Alcaraz, der er forsvarende mester.

Alcaraz agerede sidste år stopklods for Rune i kvartfinalen.

Rune kommer til Wimbledon med kun en betydende kamp på græs i benene. Han tabte således i første runde af Queens i London i sidste uge.

I denne uge har han varmet op med to opvisningskampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU