Økonomi holder danske cykeltalenter hjemme fra VM i 2025

26. NOV 2024 • 15:06SPORT

De danske cykeltalenter stiller ikke til start ved junior- og U23-VM i 2025 af økonomiske hensyn, oplyser DCU.

De største danske cykeltalenter vil ikke være at finde på startstregen, når der skal køres junior- og U23-VM i 2025 i afrikanske Rwanda.

Det skriver Danmarks Cykle Union (DCU) på sin hjemmeside.

På grund af økonomi har cykelunionen valgt, at et dansk landshold ikke vil stille til start i junior- og U23-klassen.

DCU kalder det en svær beslutning, men da VM i Rwanda køres i 1500 til 1700 meters højde vil det kræve særlige forberedelser, som vil koste både ekstra penge og ressourcer.

Elitechef Morten Bennekou er "rigtig ked af beslutningen".

- Men rejsen til og opholdet i Rwanda er meget omkostningstungt, og hver enkelt ryttergruppe og det ekstra personale med videre, som en ryttergruppe udløser, gør det så dyrt, at vi har måttet tage en ansvarlig økonomisk beslutning i et år, hvor elitebudgettet i forvejen skal skæres ned sammenlignet med 2024.

- Jeg vil dog gerne understrege, at vores beslutning for 2025 ikke nødvendigvis skaber præcedens i forhold til de kommende år, hvor VM landevej også i flere tilfælde skal køres oversøisk, siger elitechefen til unionens hjemmeside.

Til Ritzau oplyser han, at det vil kræve et beløb "i millionklassen" at sende de ekstra folk afsted.

- Vi vil kunne køre Tour de l'Avenir (stort ungdomsløb, red.) adskillige gange for de penge, det koster. Og der er udviklingspotentialet større, hvis man skulle vælge, siger Bennekou.

I 2026 er Canada vært for verdensmesterskaberne, mens løbene i årene efter afholdes i Frankrig og De Forenede Arabiske Emirater. Før hvert mesterskab skal det igen vurderes, om det kan svare sig at sende alle mand afsted.

Men næste år vil Danmark kun være repræsenteret i eliteløbene for mænd og kvinder.

Det er første gang, at Danmark ikke stiller til start ved U23-VM. Med til historien hører, at de mandlige ryttere ikke må deltage fra det kommende år, hvis de har en professionel kontrakt.

Verdensmesterskaberne i Rwanda køres i slutningen af september, og de danske cykeltalenter kan i stedet se frem til at køre EM i begyndelsen af oktober.

Landstræner Anders Lund har udtaget en U23-bruttotrup til 2025-sæsonen med store talenter som Carl Frederik Bévort (Uno-X), Theodor Storm (Ineos), Peter Øxenberg Hansen (Ineos) og Albert Withen Phillipsen (Lidl-Trek).

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT