Seks mænd skal for retten i sag om mulig afpresning af Pogba
Retssagen mod seks mænd, der er sigtet for at afpresse Paul Pogba, begynder tirsdag i Paris.
Tirsdag begynder retssagen mod seks mænd, der er sigtet for at afpresse den franske fodboldspiller Paul Pogba.En af de seks er Paul Pogbas storebror, Mathias Pogba. De er sigtet for at afpresse Paul Pogba for 13 millioner euro. Det svarer til 97 millioner kroner.
Sagen kom frem i 2022, da Mathias Pogba blev varetægtsfængslet for at afpresse Paul Pogba. Det er den sag, der nu står foran en afgørelse.
Mathias Pogba indrømmede, at han stod bag en video, der blev lagt på nettet 27. august samme år. I videoen blev der lovet "store afsløringer" om hans lillebror.
Paul Pogba havde meldt sagen til italienske myndigheder og sagde, at han var blevet afpresset for 13 millioner euro.
Kilder tæt på Pogba-familien sagde, at Paul Pogba blev afkrævet store pengesummer, hvis han ville undgå, at angiveligt kompromitterende videoer blev spredt.
Paul Pogba fortalte efterforskerne, at dem, der afpressede ham, påstod, at han havde bedt en såkaldt marabout, som er en muslimsk religiøs leder, om at kaste en forbandelse over den daværende landsholdskollega og Paris Saint-German-stjerne Kylian Mbappe.
Det afviste Paul Pogba at have gjort.
Paul Pogbas advokat, Pierre-Jean Douvier, har afvist at kommentere forud for retssagen, der begynder tirsdag.
Paul Pogba er på kontrakt hos italienske Juventus frem til udgangen af november, hvor de to parter i fællesskab skilles.
Bruddet har været undervejs i et stykke tid, efter at den franske midtbanespiller i oktober fik nedsat sin dopingkarantæne fra fire år til 18 måneder.
31-årige Pogba blev i forbindelse med den første Serie A-kamp i sidste sæson mod Udinese testet positiv for præparatet testosteron, som er på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.
/ritzau/AFP