Harder slås med spillere fra Juventus og Roma om hæder

26. NOV 2024 • 14:39SPORT

Amalie Vangsgaard og Frederikke Thøgersen er sammen med Pernille Harder nomineret som Årets Fodboldspiller.

Pernille Harder kan løbe med hæderen som Årets Fodboldspiller hos kvinderne for ottende gang i karrieren.

Den erfarne landsholdsspiller er atter nomineret til prisen, som uddeles ved DR's store sportsshow i Herning 4. januar.

Hun kæmper med Amalie Vangsgaard og Frederikke Thøgersen om erkendtligheden, oplyser Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

Harder har spillet i udlandet de seneste 12 år, hvor hun har været blandt verdens bedste fodboldspillere.

Efter et ophold i svenske Linköping tog hun til tyske Wolfsburg, før hun blev købt af Chelsea. Sidste år rykkede hun så videre til Bayern München og var med til at vinde sit ottende mesterskab i træk på tværs af klubber.

På landsholdet står hun noteret for 155 kampe og 76 mål.

Helt så stor anciennitet kan 27-årige Vangsgaard ikke prale af, men hun har gennemgået en stor udvikling de seneste år, hvor hun har skiftet Linköping ud med storklubben Paris Saint-Germain, før hun i sommer drog til Juventus.

Her har hun foreløbig lavet to mål i ni kampe for Torino-klubben.

Også 29-årige Frederikke Thøgersen slår sine folder i Italien, hvor hun spiller for AS Roma efter to sæsoner i Inter. I hovedstadsklubben har hun været en fast del af startopstillingen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT