Lars Eller hjælper Capitals til NHL-sejr med to scoringer
Natten til tirsdag scorede Lars Eller to mål for Washington Capitals, som han netop er skiftet tilbage til.
Den danske ishockeyspiller Lars Eller har for første gang scoret for sit hold, Washington Capitals, efter at han vendte tilbage til mandskabet tidligere i november.Natten til tirsdag blev det til to mål fra danskeren ude mod Florida Panthers i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL. Kampen endte 4-1 til Capitals.
Capitals var kommet bagud 0-1, da Eller scorede til 1-1 i første periode. Anden periode forløb uden scoringer, inden Capitals satte tingene på plads i tredje periode. Her stod Eller for et af i alt tre Capitals-mål.
35-årige Lars Eller har tidligere spillet for Capitals i syv år fra 2016 til 2023, indtil han skiftede til Colorado Avalanche og senere Pittsburgh Penguins.
Da Eller tilbage i foråret 2023 blev "traded" (byttet, red.) til Colorado Avalanche, skete det fra den ene dag til den anden. Ishockeyspillere i NHL har ingen indflydelse på, hvilket hold de bliver "traded" til.
Her måtte Ellers kone og børn blive i Washington, mens Eller spillede sæsonen færdig, har han tidligere fortalt.
Kontraktudløb og "trades" gør, at fremtiden er usikker på en anden måde, end man kender den fra kontraktsystemet i europæisk sport.
- Man bliver nødt til at se det som en spændende rejse, hvor man ikke ved, hvor det næste kapitel kommer til at foregå, har Eller sagt.
Lars Eller er den eneste dansker, der nogensinde har vundet Stanley Cup, som er finalen i NHL-slutspillet.
Det var i 2018, hvor han vandt turneringen med netop Washington Capitals.
Danske Nikolaj Ehlers var også i kamp natten til tirsdag. Hans hold, Winnipeg Jets, har fået en strålende start på sæsonen og ligger nummer et i den vestlige halvdel af ligaen, Western Conference.
Det blev også til en sejr denne gang, hvor Jets vandt 4-1 over Minnesota Wild, der ligger nummer to i Western Conference.
Seattle Krakens Oliver Bjorkstrand var på isen mod Anaheim Ducks og stod for et oplæg i første periode. Kampen endte 3-2 til Kraken og Bjorkstrand.
/ritzau/