Ukrainske flygtninge kan bo og arbejde i Danmark frem til 2026
Et stort flertal i Folketinget har forlænget særloven for ukrainske flygtninge frem til marts 2026.
Folketinget har tirsdag besluttet at forlænge særloven for ukrainere, der er flygtet efter Ruslands invasion af landet i februar 2022.Ingen partier stemte imod ved afstemningen i Folketingssalen, og dermed er loven forlænget til den 17. marts 2026. Alle partier stemte for, med undtagelse af Alternativet, der hverken stemte for eller imod.
Særloven giver ukrainske flygtninge lov til at arbejde og gå i skole i Danmark samt benytte sig af sundhedsydelser.
Særloven blev vedtaget i marts 2022. Rusland havde i februar samme år invaderet Ukraine.
Siden har de to lande været i krig, og Danmark har stået aktivt på Ukraines side.
Den første særlov - kaldet ukrainerloven - gjaldt i første omgang i to år, inden den altså senere blev forlænget.
I 2022 stemte partiet Frie Grønne imod særloven, mens Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet hverken stemte for eller imod.
Der var dengang blandt andet ballade om, at udgifterne til særloven - opgjort til 2,2 milliarder kroner i 2022 - primært skulle finansieres af udviklingsbistanden, der bliver givet til verdens fattigste.
Det udløste kritik fra den daværende S-regerings støttepartier.
/ritzau/