Frankrig får udskudt deadline for at rette op på gæld og underskud

26. NOV 2024 • 15:20UDLAND

Fem EU-lande får lov til at bruge syv år frem for fire år til at rette op på gældsplaget økonomi.

Danmark er blandt duksene i EU, når det gælder en stærk økonomi med lav gæld. Til gengæld kæmper flere andre EU-lande for at leve op til EU's budgetregler.

Det står klart, efter EU-Kommissionen tirsdag fremlagde den første efterårspakke under det europæiske semester efter indførelsen af nye budgetregler.

EU-Kommissionen har konkret besluttet at give fem EU-lande lov til at bruge endnu længere tid på at leve op til budgetreglerne.

Det gælder Frankrig, Italien, Spanien, Finland, og Rumænien. De fem lande har ifølge EU-Kommissionen afleveret planer, som viser, at de kan nå målene. Men det kræver, at de får mere tid:

- I alle fem tilfælde vurderede Kommissionen, at foranstaltningerne i planerne opfyldte kriterierne for at retfærdiggøre en forlængelse, hedder det i en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Danmark lever i forvejen op til EU's budgetkrav. Derfor får den danske regering godkendt sine økonomiske planer uden anmærkninger, fremgår det.

Forlængelsen for de fem lande betyder, at landene i stedet for at bruge fire år på at leve op til kravene får lov at bruge syv år. Det betyder, at flere af de største EU-landene i en årrække vil være økonomisk sårbare.

Et EU-lands årlige underskud må ifølge reglerne maksimalt være på tre procent af bruttonationalproduktet (bnp). Gælden må samtidig maksimalt være på 60 procent af bnp.

Det skal sikre, at EU-landene er klar til nye kriser. I de senere år har coronaepidemien og krigen i Ukraine eksempelvis stillet pludselige, uventede krav til økonomien.

I praksis er budgetreglerne dog i årevis blevet tilsidesat. Blandt andre af Frankrig. Med tirsdagens beslutning vil Frankrig fortsat have mulighed for i en årrække ikke at leve op til kravene.

Det sker på et tidspunkt, hvor landet er ved at vågne op til en dyster økonomisk virkelighed. Frankrigs underskud er over det dobbelte af EU-kravet.

Samtidig har landets gæld rundet 110 procent af bnp. Derfor har den skrøbelige franske regering under premierminister Michel Barnier fremlagt et opstrammet budgetforslag.

Det skal gradvist bringe gæld og underskud under kontrol.

Det er dog ikke sikkert, at Michel Barnier kan samle opbakning til forslagene. De indeholder både nedskæringer på de offentlige udgifter og nye skatter.

Det har fået kritik af Marine Le Pen og hendes højrenationale parti National Samling. Mandag truede Le Pen ifølge nyhedsbureauet Reuters med at vælte Frankrigs koalitionsregering ved en mistillidsafstemning.

Det skete, efter at samtaler med Michel Barnier ifølge Le Pen ikke gav de ønskede indrømmelser.

Le Pen fastslog mandag, at hun ikke er optimistisk i forhold til at indgå et kompromis.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT