FCM-træner nedtoner tysk fordel i Europa League
Hverken Thomas Thomasberg eller FCM's spillere vil brokke sig over den korte optakt til kampen mod Frankfurt.
Eintracht Frankfurt har en "klar fordel" mod FC Midtjylland i Europa League torsdag.Det mener den tidligere FCM-profil Rasmus Nissen Kristensen, som nu tørner ud for Bundesligaens nummer to.
Han henviser til det faktum, at Frankfurt lørdag slog Werder Bremen 1-0, mens FCM først mandag aften ordnede Silkeborg med samme cifre.
- Det giver ingen mening. Hvorfor spillede de ikke i lørdags, som vi gjorde? Det er dumt, at man ikke tager hensyn til de danske hold i Europa. Og så spiller Midtjylland i øvrigt igen på søndag. Vi får jo en klar fordel, siger Nissen Kristensen til TV Midtvest.
FCM-træner Thomas Thomasberg ville gerne have mere tid, men påpeger også, at det er op til klubberne selv at tage initiativ til ændringer af reglerne.
- Jeg ved ikke, om det er en stor fordel. Men hvis man skal vælge, vil man da helst spille søndag eller lørdag efter landskampspausen. Det er åbenlyst bedre at have en dag eller to mere at forberede sig i og restituere.
- Men det er jo os selv, der beslutter det. Det vil være bedre at have en dag eller to mere. FCK har udtalt lidt det samme.
- Men det er jo lidt den evindelige diskussion. Når man spørger Divisionsforeningen, siger de, at det er os selv, der bestemmer, siger Thomasberg.
Det er i det hele taget svært at finde reel kritik af programplanlægningen i FCM-lejren.
- Vi skal ikke bruge det som en undskyldning. Vi har to dage til at restituere. Det er præmissen, og så må vi gøre vores bedste for at stå skarpt på torsdag, siger anfører Mads Bech Sørensen.
Målmand Elias Olafsson stod en flot kamp mod Silkeborg og glæder sig ligefrem over muligheden for at følge oplevelsen op mod Eintracht Frankfurts stærke offensiv kun tre dage senere.
- Det er dejligt at spille kampe. Og tre kampe på en uge er fedt. For mit vedkommende er det bare superfedt. Det er derfor, vi er fodboldspillere. Vi vil gerne spille kampe, siger islændingen.
Rasmus Nissen Kristensen har siddet ude i en måneds tid med en lårskade, men melder sig over for TV Midtvest fit for fight til kampen mod den klub, hvor han var ungdomsspiller og fik sit gennembrud som senior.
/ritzau/