Biden-forslag om vægttabsmidler sender Novo-aktien opad
USA's præsident, Joe Biden, mener, at vægttabsmidler bør være omfattet af de offentlige sygesikringer.
Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy er voldsomt populært i USA, hvor mange millioner patienter allerede har haft glæde af behandlinger med den danske storsællert.Nu kan der være udsigt til, at endnu flere får mulighed for at få adgang til Wegovy.
Det får Novos aktiekurs til at stige med 1,3 procent tirsdag eftermiddag, efter at aktien tidligere på dagen blev handlet under gårsdagens slutkurs.
Det skyldes formentlig, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har foreslået, at Medicare og Medicaid, som er offentlige sygesikringer, også skal dække vægttabsmidler for personer, der er overvægtige, men ikke har diabetes eller lider af en hjerte-kar-sygdom.
Det vil i givet fald ifølge MarketWire betyde, at yderligere 7,4 millioner amerikanere vil være omfattet af forsikringsdækket brug af Wegovy.
De vil dermed ifølge forslaget få reduceret deres omkostninger til medicinen med op mod 95 procent.
Det kræver dog, at Kongressen også bakker op om forslaget.
Forslaget skal dække alle vægttabsmidler og dermed også konkurrenten Eli Lillys Zepbound. Eli Lillys aktie stiger tilsvarende i tirsdagens formarked.
Medicare er en sygesikring, som hovedsageligt henvender sig til amerikanere over 65 år.
Medicaid dækker allerede Novo Nordisks diabetesmedicin, Ozempic, der bygger på samme virksomme stof - semaglutid - som Wegovy.
Medicaid er en tilsvarende offentlig sygesikring, der tilgodeser lavindkomstgrupper.
Listeprisen for Wegovy for patienter, der ikke er omfattet af en sygesikring, er 1349 dollar om måneden (svarende til 9600 kroner).
/ritzau/MarketWire