Kinesisk triumf sender Antonsen forbi Axelsen på ranglisten

26. NOV 2024 • 11:49SPORT

Anders Antonsen overtager andenpladsen på verdensranglisten fra Viktor Axelsen, der glider ned som treer.

Det går godt for den danske badmintonspiller Anders Antonsen, og det kan ses på den seneste verdensrangliste, hvor han snupper andenpladsen fra landsmanden Viktor Axelsen.

Opturen kommer efter Antonsens triumf i weekenden, hvor han strøg til tops i Super 750-turneringen China Masters.

I semifinalen vandt Antonsen en forrygende danskerduel i tre sæt over netop Axelsen.

Antonsen har én gang tidligere i karrieren indtaget andenpladsen på verdensranglisten. Det var i oktober 2022, hvor han fastholdt placeringen i fire uger.

Han har endnu ikke prøvet at toppe ranglisten.

2024 startede forrygende for Antonsen, men kort efter OL afbrød han samarbejdet med sin træner Joachim Persson, da Antonsen angiveligt så ham spille penge på en kamp, i en turnering han var med i.

Det gav uro og usikkerhed om trænersituationen, da Antonsen ligesom Viktor Axelsen er trådt ud af forbundstræningen for at lave sit eget setup.

I begyndelsen af oktober begyndte hans storebror, Kasper Antonsen, som ny træner.

Med det nye trænersetup vandt Antonsen i oktober Denmark Open, inden han strøg til tops i Kina i weekenden.

Viktor Axelsen, der i august forsvarede sin olympiske titel, er ude af top-2 på verdensranglisten for første gang siden februar 2021. I juni blev han stødt af duksepladsen, som han inden da havde indtaget i 131 uger i træk.

Det var kinesiske Shi Yuqi, der stødte Axelsen af tronen, og kineseren indtager fortsat duksepladsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT