Newcastle udfylder angrebshul med rekorddyr tysker
Newcastle har slået sin transferrekord med indkøbet af Nick Woltermade fra Stuttgart.
Det er omsider lykkedes Premier League-klubben Newcastle at hente tiltrængt forstærkning til angrebet.Klubben har købt den 23-årige tysker Nick Woltemade i en handel, som Newcastle betegner som den dyreste i klubbens historie.
Den tårnhøje angriber scorede 12 ligamål for Stuttgart i sidste sæson og imponerede efterfølgende ved EM-slutrunden for U21-landshold, hvor han nettede fire gange på Tysklands vej mod finalen.
- Han er stærk på mange områder, han har store tekniske kvaliteter og har bevist, at han er en ægte trussel i en af Europas topligaer. Men han er også i en alder, hvor der er masser af plads til at udvikle sig, siger Newcastle-manager Eddie Howe.
Howe har hidtil ikke haft mange angrebsbrikker at flytte med på taktiktavlen i denne sæson.
De sidste to års topscorer Alexander Isak er gået i strejke i et forsøg på at gennemtvinge et klubskifte. Tidligere på sommeren sendte man den rutinerede reserve Callum Wilson til West Ham.
Det har efterladt en trup med danske William Osula som eneste udlærte forward. Osula scorede i mandags til 2-2 i 2-3-nederlaget til Liverpool, men kan altså se frem til skærpet konkurrence om pladserne.
Ifølge britiske medier har Newcastle hostet op med i omegnen af 70 millioner britiske pund for Nick Woltemade. Det svarer til 600 millioner danske kroner.
/ritzau/