Mads Bidstrup erstatter skadet Frendrup på landsholdet

3. OKT 2024 • 17:09SPORT

RB Salzburg-midtbanespilleren Mads Bidstrup kan få landsholdsdebut mod Spanien. Han erstatter Morten Frendrup.

På grund af en skade er landstræner Lars Knudsen blevet tvunget til at foretage en ændring i sin landsholdstrup til de kommende Nations League-udekampe mod Spanien og Schweiz.

Genoa-slideren Morten Frendrup er blevet skadet og må vige pladsen i truppen. Ind i stedet kommer den energiske RB Salzburg-spiller Mads Bidstrup.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

23-årige Mads Bidstrup har spillet på de danske ungdomslandshold, men den centrale midtbanespiller har ikke tidligere været inde omkring A-landsholdet.

Det er gode præstationer i østrigsk fodbold, der har fået ham ind i landsholdsvarmen.

Bidstrup har spillet for Salzburg siden sommeren 2023. Han har en fortid som ungdomsspiller i FC København og RB Leipzig.

Siden fik han aldrig et gennembrud som seniorspiller i Brentford, men brillerede i FC Nordsjælland på en lejeaftale, inden han røg til Salzburg. Han har blandt andet spillet kampe i Champions League for østrigerne.

Skadede Morten Frendrup debuterede på landsholdet i september.

Danmark møder Spanien i Murcia 12. oktober. Tre dage senere venter Schweiz i St. Gallen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT