Rune åbner Shanghai Masters mod italiensk servekanon

3. OKT 2024 • 10:13SPORT

Holger Rune skal i anden runde af ATP 1000-turneringen Shanghai Masters møde Matteo Berrettini fra Italien.

Den danske tennisspiller Holger Rune får italiensk modstand, når han i weekenden tager hul på Masters 1000-turneringen i Shanghai.

Rune er som 12.-seedet oversidder i første runde og skal i anden runde møde Matteo Berrettini, der torsdag slog australieren Christopher O'Connell med cifrene 7-6, 7-6.

Den 196 centimeter høje Berrettini er kendt som en af de bedste servere på ATP-touren.

Det store våben bragte ham i 2022 op som nummer seks på verdensranglisten efter at have nået semifinalen i Australian Open og finalen i Wimbledon.

En skadesperiode på et halvt år har dog sat ham tilbage, så han nu er nummer 45.

Det er kun halvanden måned siden, at Rune senest mødte Berrettini i Cincinnati. Her vandt danskeren i tre sæt, efter at italieneren ankom til turneringen brandvarm efter triumfer i Gstaad og Kitzbühel.

Rune fører med 3-1 i indbyrdes kampe, men i den ene vandt Rune dog uden kamp, da Berrettini var skadet.

Rune kommer direkte fra Japan Open, hvor han nåede semifinalen efter at have spillet noget af sit bedste tennis i 2024.

Det lover godt inden den store turnering i Shanghai. Her kan Rune tidligst i finalen møde Jannik Sinner og Carlos Alcaraz, der onsdag satte en fed streg under, at de lige nu er klodens to bedste spillere.

Rune kan i en eventuel ottendedelsfinale ramle ind i amerikaneren Taylor Fritz, der for en måned siden nåede finalen i US Open.

En eventuelt kvartfinale kan meget vel blive et møde med Novak Djokovic, som Rune trænede med på anlægget onsdag.

Turneringen spilles frem til 13. oktober.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT