Tauson besejrer veteran og booker plads i kvartfinale

3. OKT 2024 • 10:31SPORT

I en tæt kamp vandt Clara Tauson i tre sæt over amerikansk veteran og avancerede til kvartfinalen i Hongkong.

Clara Tauson er klar til kvartfinalen i WTA 125-turneringen i Hongkong.

I en tæt kamp vandt Tauson, der er nummer 72 i verden, med cifrene 2-6, 6-3, 6-4 over Varvara Lepchenko.

Den 38-årige amerikaner er lige nu nummer 165 i verden og har sine bedste år bag sig. Hun var nummer 19, da hun for 12 år siden var på sit højeste.

Det var første gang siden French Open i maj, at Tauson vandt to kampe i træk. I de seneste måneder har der været langt mellem succesoplevelserne, og perioden bød blandt andet på syv nederlag i træk.

21-årige Tauson skulle dog bruge en rum tid, inden hun fik momentum i torsdagens opgør, der bølgede frem og tilbage på scoretavlen.

Sjetteseedede Tauson fik en skidt start på kampen og blev brudt i det første parti og kom bagud 0-2.

Lepchenko brød en gang mere og kom efterfølgende foran 5-1, inden hun vandt første sæt komfortabelt.

I andet sæt blev der byttet helt rundt på rollerne, og denne gang var det Tauson, som bragte sig foran 2-0 efter et servegennembrud.

Amerikaneren svarede dog godt igen og udlignede til 2-2, inden Tauson for alvor satte sig på andet sæt ved at vinde tre partier i træk.

Dermed skulle opgøret afgøres i tredje sæt. Tauson brød straks til 1-0-føring, men Lepchenko brød tilbage med det samme.

Tauson havde godt fat i Lepchenko, når amerikaneren servede, og det lykkedes danskeren at bryde til 4-3-føring.

Selv om Lepchenko forsøgte at svare tilbage, afværgede Tauson en breakbold og holdt stand til slut. Tauson lukkede kampen med et servees.

I kvartfinalen skal Tauson møde japaneren Nao Hibino, der er nummer 145 i verden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT