Juventus-træner forlanger mere efter 16 uafgjorte kampe
Angriberne skal levere mere, mener cheftræner Thiago Motta efter holdets 16. uafgjorte kamp i sæsonen.
Med 0-0 hos Club Brugge i Champions League fik Juventus tirsdag endnu en uafgjort kamp til sin omfattende samling.Den tæller 16 uafgjorte i 30 kampe på tværs af turneringer i indeværende sæson.
Og selv om de langt fra alle sammen er endt uden mål, peger cheftræner Thiago Motta på sine angribere som en væsentligt forklaring på tendensen.
- Endelig er vi ved at have spillerne tilbage fra skader, ikke mindst i angrebet.
- Vi startede kampen med Samuel Mbangula, Nico Gonzalez og Timothy Weah, og så blev Kenan Yildiz, Dusan Vlahovic og Francisco Conceicao skiftet ind. Det er alle spillere, der kan give os mere.
- I øjeblikket er det vores angribere, som skal bidrage mere til holdet, siger Thiago Motta ifølge Reuters.
Juventus kaprede i sommer Thiago Motta som ny cheftræner, efter at han havde ført Bologna ud i Champions League med en attraktiv spillestil.
Den har han endnu ikke fået overført til Juventus, omend sæsonen blot har budt på to nederlag. De faldt i Super Cuppen mod Milan og i Champions League mod Stuttgart.
I Serie A er det blevet til 8 sejre og 13 uafgjorte i 21 kampe.
Dusan Vlahovic er med sine 12 mål i 25 kampe topscorer. Kenan Yildiz følger efter med 6 mål i 30 kampe.
/ritzau/