Biograftur har repareret på landstrænerens søvnunderskud
Nikolaj Jacobsen brugte søndag formiddag i biografen, men faldt i søvn til Gladiator 2.
Søndag holdt håndboldlandsholdet helt fri og havde hverken træning, videomøder eller pressearbejde på programmet.Og særligt for landstræner Nikolaj Jacobsen var det tilsyneladende hårdt tiltrængt med en dag uden forpligtelser. Der var et søvnunderskud, der skulle indhentes.
- Jeg gik i biografen, hvilket var dumt, fordi jeg faldt i søvn to gange under filmen. Men jeg var glad for popcornene, griner han.
Sammen med en del af spillerne havde han taget plads i mørket for at se Gladiator 2. Han afviser dog, at det var mangel på underholdning i filmen, der fik hans øjenlåg til at glide i.
- Der var fin action, men jeg havde nok arbejdet lidt for længe om natten. Det blev for meget af det gode.
- Jeg har noget nemmere ved at holde mig vågen, når jeg ser video af modstanderne, siger Nikolaj Jacobsen, der under slutrunder bruger en del af nætterne på at kortlægge de kommende modstanderes styrker og svagheder på videooptagelser.
Også Rasmus Lauge var med i biografklubben på fridagen, hvor andre brugte tiden på at se familien eller spille padel.
- Og så tog vi ud for at spise et andet sted end lige på hotellet for at få noget luftforandring, siger Lauge.
- Vi er her for at vinde håndboldkampe, men når der ikke er nogen, der gør friheden til skamme, så er Nikolaj bevidst om, at det er en vigtig del.
- Vi har været samlet siden 3. januar, så det er mange dage efterhånden. Luftforandring og at gøre noget andet end det samme hele tiden, er nogle gange lidt undervurderet, påpeger han.
Tirsdag bliver det igen alvor for det danske hold, der åbner mellemrunden mod Tyskland.
/ritzau/