Vestas skal opføre 64 nye vindmøller i Ukraine

22. JAN 2025 • 13:29ERHVERV/POLITIK

Takket være en garanti fra Danmarks Eksport- og investeringsfond bliver en ny vindmøllepark opført i Ukraine.

Tilbage i 2023 færdiggjorde Vestas opførelsen af vindmøller med en samlet kapacitet på 114 megawatt nær Mykolajiv i Ukraine.

Nu skal den danske vindmølleproducent igen i gang med at rejse tårne og installere turbiner i Ukraine

Vestas er nemlig med i en aftale om at opføre 64 vindmøller nær den første Tyligulska-vindmøllepark.

De nye møller vil øge kapaciteten fra de hidtidige 114 megawatt til knap 500 megawatt. Det betyder, at man fremover vil kunne forsyne yderligere 700.000 husstande med strøm.

Det bliver ifølge Vestas det største vindenergiprojekt i landet.

Aftalen er indgået med det ukrainske energiselskab DTEK og er kommet i stand via en statsgaranti på 2,85 millioner kroner fra den danske Ukraine-fond, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond administrerer.

Ifølge Erhvervsministeriet er der tale om et projekt til en samlet værdi af fire milliarder kroner.

Aftalen indeholder foruden ordren på de 64 vindmøller også en servicekontrakt, der løber i 20 år.

Konstruktionen af de 64 vindmøller begynder allerede i første kvartal i år, og de forventes at kunne tages i drift i slutningen af 2026.

Ukraine har hårdt brug for vindmøllerne som følge af hyppige russiske angreb på landets energiinfrastruktur.

- Dagens aftale er et stort skridt i retning af en ny energifremtid i Ukraine.

- Fra at have et system, der dagligt er truet af angreb, bygger vi en modstandsdygtig og sikker energiinfrastruktur, der også hjælper Ukraine med at levere på sine klimaforpligtelser, siger Maxim Timtjenko, der er administrerende direktør for DTEK.

Projektet er ifølge Eksport- og investeringsfondens administrerende direktør, Peder Lundquist, det 15. i rækken, som fonden er med til at finansiere i Ukraine.

Projekterne spænder foruden energi også over sektorer som vandforsyning og landbrug.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT