FCK-boss har et stort ønske for resten af transfervinduet

22. JAN 2025 • 13:54SPORT

FCK arbejder på flere tilgange, og så er der afklaring på vej om Kevin Diks, fortæller sportsdirektør.

FC København vekslede tirsdag lejeaftalen med brasilianske Robert Silva til en permanent én af slagsen, men Superligaens førerhold er slet ikke færdig med at være aktiv i vinterens transfervindue.

Det afslører sportsdirektør Sune Smith-Nielsen uden at røbe for meget i forbindelse med onsdagens FCK-træning.

- Jeg skal passe på med at sige for meget, men vi har noget, som vi rigtigt gerne vil, og det arbejder vi rigtigt godt på, siger Sune Smith-Nielsen.

Han lader forstå, at FCK kommer til at agere og ikke bare reagere i tilfælde af, at klubben skulle ende med at sælge.

- Der er cirka ti dage tilbage af vinduet, og de skal bruges effektivt. Vi har en plan, vi arbejder efter, og det går ok med den, siger Smith-Nielsen.

Han tiltrådte i sommer og kom en smule hovedkulds ind i sit første transfervindue som øverste ansvarlige.

- Man kan godt sige, at jeg kom lidt hovedkulds ind, men mange dygtige mennesker havde forberedt det godt, og det er vigtigt at sige, at der er et stort team bag beslutningerne. Men jeg føler mig da mere i kontrol i dette vindue.

Sommerens vindue sluttede noget hektisk, da klubben på falderebet og mod forventning endte med at sælge angrebsprofilen Orri Oskarsson til spanske Real Sociedad.

Det er klubben gerne fri for i denne omgang.

- Man håber ikke, at det sker, men man skal passe på med at sige noget, for det er et fodboldmarked, hvor der kan ske sindssyge ting. Men vi har ikke en forventning om, at noget lignende kan ske.

Det er ingen hemmelighed, at forsvarsprofilen Kevin Diks, der har udløb til sommer, jagter nye udfordringer.

- Vi er utroligt afklarede med Kevins case. Der er nogle ting, man ikke kan sige, og der er ting, man godt ved. Vi ved, hvad der foregår i den case, og jeg skal bare rose den dialog, vi har med Kevin og hans bagland for stor transparens.

Tirsdag offentliggjorde FCK en permanent aftale med offensivspilleren Robert Silva, der nåede at få et lille gennembrud i efteråret trods sine blot 19 år.

- Det var en topprioritet og en væsentlig del af dette vindue. Vi havde de første samtaler med ham og hans bagland i november og starten af december. Når vi kontraktmæssigt havde muligheden, var det en oplagt ting at få gjort i dette vindue, lyder det fra FCK's sportsdirektør.

Transfervinduet lukker i Danmark 3. februar ved midnat.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT