Ung cykeljuvel vil suge til sig fra danske stjerner

22. JAN 2025 • 11:00SPORT

Tre danske stjerner skal rådgive Albert Withen Philipsen i talentets første sæson på øverste niveau.

Rytterne i cykelsportens kongeklasse bliver yngre og yngre, og en af dem, der for alvor er med til at trække aldersgennemsnittet ned, er dansker.

18-årige Albert Withen Philipsen fra Lidl-Trek er i sin jomfrusæson som professionel den næstyngste rytter med en World Tour-kontrakt, og selv om han kan prale af et cv med stor tyngde fra sin juniortid, så har han meget at lære.

Måske derfor er det godt, at han er havnet hos Lidl-Trek, hvor han boltrer sig i samme fold som store danske kanoner som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Søren Kragh Andersen.

Faktisk var udsigten til dansk rytterrådgivning afgørende for, at han valgte Lidl-Trek frem for et af de andre storhold, der lokkede med lukrative kontrakter.

- Det var helt klart en af de positive ting. Det er rigtig dejligt at have nogle danskere på holdet. Jeg kan lære meget af dem, og jeg kan lære forskellige ting, siger Albert Withen Philipsen og uddyber.

- Mads kan lære mig noget om at køre klassikere og om at være en god leder. Han er en virkelig god mentor. Og så kan Skjelmose hjælpe mig med at håndtere og forberede etapeløb.

- Det er bare lidt nemmere, når man taler samme sprog. Man føler sig lidt tættere knyttet. Og så er det nogle verdensklasseryttere, som jeg føler mig privilegeret af at lære af, siger Albert Withen Philipsen.

Holdet rummer også flere danskere i staben.

Kim Andersen er mangeårig sportsdirektør på World Tour-holdet, mens hans søn, Sebastian, forud for 2024-sæsonen blev sportsdirektør for organisationens udviklingshold, hvor der også er flere danske ryttere.

Albert Withen Philipsen skal i sin første sæson som professionel køre løb på både World Tour-niveau og på lavere niveau hos udviklingsholdet.

- Når jeg er på World Tour-holdet, handler det om at samle erfaring, og på udviklingsholdet handler det om fortsat at have følelsen af at køre finaler og vinde løb, siger Withen Philipsen, som blandt andet drømmer om at køre Strade Bianche og en af ardennerklassikerne i 2025.

Vinderfølelsen har han været vant til som junior. Han har nemlig støvsuget sejre og kan prale af flere verdensmesterskaber på tværs af discipliner.

Spørgsmålet er nu, hvad han kan drive det til mod de tunge drenge på øverste niveau. Og så skal han finde ud af, om han vil være klassikerrytter eller etapeløbsrytter.

- Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad for en rytter jeg gerne vil være i fremtiden. I år vil jeg gerne prøve nogle forskellige ting, finde ud af hvad jeg er god og dårlig til, og hvor jeg føler mig hjemme og klarer mig bedst, siger han.

Hidtil har Albert Withen Philipsen også foldet sig ud i disciplinerne mountainbike og cykelcross. Særligt mountainbiken er hans hjerte nær, og hos Lidl-Trek får han lov til at køre på både landevej og smalle skovstier.

I hans baghoved lurer muligheden for i 2028 at slå den britiske stjerne Tom Pidcock af pinden og vinde OL-guld på den terrængående cykel.

- Jeg har altid drømt om at køre OL på mountainbike, så det kunne jeg godt tænke mig, hvis det er muligt. Men nu må vi se, hvad fremtiden bringer. Mit hovedfokus er på landevejen, så hvis mountainbiken kommer i vejen for det, så må vi se, hvad der så sker.

Albert Withen Philipsen er dobbelt juniorverdensmester i mountainbike.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT