Heftige bjergetaper skal afgøre Giroen

13. JAN 2025 • 20:02SPORT

Der bliver skruet op for højdemeterne i Giroen, som afgøres med hårde bjergetaper før paradeetape til Rom.

Når et felt bestående af stærke cykelryttere har trampet det meste af Italien rundt ved dette års Giro d'Italia, venter der lige et par bjergslag til at tømme energitanken helt.

Løbets 19. og 20. etape bliver således der, hvor klassementrytterne har en sidste chance for at erobre den lyserøde førertrøje, når flere store stigninger skal bestiges mellem kørsel på grusveje.

Det står klart, efter at årets Giro-rute mandag aften blev præsenteret ved et show i Milano.

I alt indeholder Giro-ruten 52.200 højdemeter, hvilket er cirka 10.000 højdemeter mere end sidste års rute. Knap en femtedel af højdemeterne skal tilbagelægges på 19. og 20. etape, der køres i det nordvestlige Italien.

Klarer rytterne sig igennem dem, venter en paradeetape i Rom som afslutning på løbet. Det er tredje år i træk, at hovedstaden er målby for sidste etape.

Allerede før præsentationen var det kendt, at etapeløbet indledes med tre etaper, heriblandt en enkeltstart, i Albanien.

Giroen afvikles i perioden 9. maj-1. juni. I alt skal rytterne cykle 3413 kilometer.

Det vides ikke, om Jonas Vingegaard stiller til start i løbet, men danskeren har tidligere indikeret, at han ser foråret som en lang forberedelse til Tour de France.

Tadej Pogacar er forsvarende vinder af Giroen, men forventes heller ikke at stille start. Det gør Primoz Roglic til gengæld, og han må anses som forhåndsfavorit.

Ved mandagens rutepræsentation blev planerne for kvindernes Giro også lagt frem for offentligheden. Løbet består af otte etaper i juli og indledes med en enkeltstart i Bergamo og slutter med en kuperet etape til Imola.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT