Landins stop skubber Nielsen frem i spotlightet
Emil Nielsen har ikke længere Niklas Landin som makker på landsholdet, og det har fjernet en sikkerhed.
For første slutrunde siden 2009 er Danmark uden Niklas Landin, og førstevalget i målet til VM er nu Barcelonas Emil Nielsen.Nielsen har etableret sig som landsholdsspiller i de seneste par slutrunder, men især ved OL-triumfen i 2024 erobrede han det danske mål.
Alligevel mærker Emil Nielsen en tydelig forskel, når Niklas Landin ikke er hans makker efter sit stop på landsholdet i sommer.
- Forskellen er, at jeg ikke har Niklas at gemme mig bagved længere. Nu er det mig, man peger fingre ad, hvis vi præsterer dårligt, siger Emil Nielsen.
Ved EM i 2024 og til OL senere samme år delte Emil Nielsen spilletiden med Landin.
Men når Niklas Landin ikke længere trækker landsholdsdragten over hovedet, lægges der et tungere pres på Barcelona-keeperens skuldre.
- Til EM og OL havde jeg en sikkerhed i Niklas, fordi han har det navn og renommé, som han har, siger Nielsen.
- Så man kan sige, at presset er noget andet nu. Det fjernede noget pres fra mig at have Landin. Presset lå mere på ham end på mig, og jeg var stadigvæk den unge og nye.
Den rolle har ændret sig for 27-årige Emil Nielsen, der i stedet skal håndtere at være et navn på landsholdet, som bærer et større ansvar.
- Niklas har et vildt cv og har været med i mange år. Så det er ofte den vej man vil kigge, hvis der skal peges fingre. Det er der ikke mulighed for længere.
Det tunge pres kommer ikke til at tynge Emil Nielsen. Det kommer heller ikke til at gavne ham. "Det er bare, som det er", siger han.
- Presset er helt naturligt for mig. Til hverdag i Barcelona forventes det også, at vi vinder hver gang. Min indstilling er, at jeg aldrig vil være tilfreds med en sølvmedalje.
Netop i det spanske har Emil Nielsen storspillet i målet som fast mand for FC Barcelona.
I 2024 vandt han Champions League med klubholdet efter en finalesejr over Aalborg Håndbold.
I december kårede Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) ham til sæsonens mest værdifulde spiller i Europa.
Med andre ord skal Emil Nielsen ikke jagte et gennembrud, selv om han ikke kan læne sig op ad rutinerede Niklas Landin.
- For mig handler det om at bevare stabiliteten og fortsætte mit niveau, fra den sæson jeg har haft. Jeg skal ikke have noget gennembrud, for det er kommet for noget tid siden, forklarer han.
Målmandsduoen udgøres ved VM sammen med 35-årige Kevin Møller, der til hverdag tørner ud for tyske Flensburg-Handewitt.
Det er en sammensætning, Emil Nielsen er ganske tryg ved.
- Kevin og jeg kommer til at danne et godt par. Vi er gode målmænd, så det skal nok gå godt.
/ritzau/