Tilfreds Rune fik spillet nerverne væk ved Australian Open
Holger Rune er glad for at have åbnet Australian Open med en lang kamp. Det løsner nerverne og giver rytme.
Holger Rune blev hårdt udfordret allerede i første runde, da han natten til tirsdag dansk tid tog hul på grand slam-turneringen Australian Open.21-årige Rune endte således med at spille fem sæt og mere end tre timers tennis, da han besejrede den 28-årige kineser Zhang Zhizhen.
Men selv om danskeren langtfra spadserede sig gennem første runde, så kunne han faktisk ikke have bedt om en meget bedre start på turneringen.
Sådan lyder det i hvert fald fra danskeren efter kampen.
- Efter at have vundet er jeg faktisk glad for, at det blev en lang kamp, hvor jeg fik en masse slag og masse af rytme. På en måde er det bedre, end hvis jeg havde vundet på en time og ti minutter i tre sæt, siger han.
Rune tabte kampens første sæt, hvor han også virkede en smule anspændt. Og han erkender da også, at der var nogle nerver, der skulle rystes ud af kroppen.
- Der var lidt nerver, det var lidt varmt, og første runde er altid bare lidt anderledes.
- Men jeg fik spillet en masse dueller og fik løbet rundt på banen i lidt over tre timer. Det føltes godt, og jeg fik spillet lidt nerver ud af kroppen, siger danskeren på pressemødet efter sejren.
Generelt glæder han over sit spil i førsterundekampen på Margaret Court Arena i Melbourne.
- Jeg synes, jeg spillede god tennis. Jeg servede godt og returnerede godt. Det er ikke en sprint, det er et maraton, når man spiller sådan nogle kampe. Så det gælder også om ikke at stresse undervejs, siger Holger Rune.
Rune er verdens nummer 13, og han var derfor forhåndsfavorit mod Zhang, der ligger nummer 47 i verden.
I anden runde er Rune også - i hvert fald ifølge sin rangering - favorit. Her venter verdens nummer 34, italienske Matteo Berrettini.
Kampen er endnu ikke programsat, men ventes at blive spillet torsdag. I dansk tid bliver det enten natten mellem onsdag og torsdag eller torsdag morgen eller formiddag.
/ritzau/