Medvedev afværger stor sensation i Australian Open

14. JAN 2025 • 09:02SPORT

Russiske Daniil Medvedev var bagud 1-2 i sæt mod verdens nummer 418, men klarede sig videre i Australian Open.

Sidste års tabende finalist, Daniil Medvedev, var tirsdag morgen dansk tid tæt på at blive offer for en stor sensation ved Australian Open.

Men russeren fandt sig selv og vendte 1-2 i sæt til sejr mod verdens nummer 418, Kasidit Samrej fra Thailand.

6-2, 4-6, 3-6, 6-1, 6-2 vandt verdens nummer fem efter godt tre timers slid på Rod Laver Arena i Melbourne.

En dybt frustreret Medvedev, der netop er blevet far for anden gang og derfor har holdt pause i to måneder, gav i tredje sæt nettet markante tæsk og smadrede sin ketcher efter en tabt duel, mens en bevægelig Samrej i sin blot anden kamp nogensinde på APT Tour-niveau virkede langt mere frigjort.

I fjerde sæt havde den thailandske underdog også en breakbold ved stillingen 1-1, men Medvedev afværgede den, og da han brød thailænderen i det følgende parti, viste niveauforskellen sig omsider.

Samrej fik krampe i sin karrieres første kamp over mere end tre sæt, og der var tydeligvis ved at være udsolgt.

Medvedev tog kontrol med kampen og strøg videre til anden runde, hvor han skal op mod Learner Tien, der ligesom Samrej er debutant ved Australian Open.

Medvedev har tre gange været i finalen uden at vinde. Det skete i både 2021, 2022 og 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT