Fodboldklubben Lazio fyrer falkoner efter penisbilleder
Den italienske fodboldklub Lazio har fyret sin falkoner, efter at han delte billeder af sin opererede penis.
Den italienske fodboldklub Lazio må undvære sin maskot, ørnen Olimpia, i de kommende hjemmekampe.Ørnens falkoner, spanske Juan Bernabe, blev mandag således fyret med øjeblikkelig virkning. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Det sker, efter at 56-årige Bernabe har delt billeder af sin penis efter en operation.
Lazio erklærer sig "chokeret" over billederne og de kommentarer, der følger med.
- Klubben anerkender og deler den smerte, som tabet af ørnen i de næste hjemmekampe påfører fansene, men mener ikke, det er muligt at være forbundet med denne person, skriver klubben.
Ifølge italienske medier har Bernabe på et socialt medie delt billeder og videoer af sin penis fra flere vinkler og i erigeret tilstand.
Ifølge Talksport forklarer Bernabe til radioshowet La Zanzara, at han har fået indsat et implantat, der øger hans seksuelle ydeevne.
Han forklarer, at han postede billederne på en privat profil og intet fortryder.
- Min samvittighed er ren. Jeg postede det kun for at lade folk vide mere om operationen, siger han og tilføjer, at han ville anbefale implantatet til andre.
Han bemærker desuden, at han er vokset op i en familie, hvor nøgenhed er almindeligt, og derfor forstår han ikke den stærke reaktion fra omverdenen.
Det er ikke første gang, at Bernabe, der har været ansat siden 2010, har gjort sig upopulær i klubledelsen.
I 2021 blev han suspenderet i en periode for at lave fascistiske hilsner mod tribunerne iført officielt Lazio-tøj og med ørnen på armen.
Han har ifølge nyhedsbureauet AFP erklæret sig som stolt tilhænger af det højreorienterede spanske parti Vox samt diktatorerne Benito Mussolini og Franco.
/ritzau/