Fire verdensmesterskaber bringer Danmark i fint selskab

13. JAN 2025 • 07:00SPORT

Sport Event Danmark-direktør Lars Lundov betegner 2025 som et af de bedre år, hvad angår store begivenheder.

Danmark boltrer sig i VM-værtskaber i 2025.

Med fire verdensmesterskaber i olympiske discipliner er Danmark blandt nationerne med flest VM-værtsopgaver i år.

Det oplyser Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Danmark, med henvisning til Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der efter nytår kom med en liste over årets sportsbegivenheder i olympiske idrætsgrene.

Af listen fremgår det, at Danmark er vært eller medvært for fire verdensmesterskaber og dermed en af de nationer, der har flest af den slags begivenheder på menuen i år.

- 2025 bliver et godt år. Danmark er vært for fire verdensmesterskaber i olympiske sportsgrene. Det er ikke noget, der sker hvert år, siger Lars Lundov.

De øvrige lande med fire-fem verdensmesterskaber i olympiske discipliner er USA, Italien, Schweiz, Kina og Norge.

Store nationer som Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Japan har færre.

- Det er jo et ganske tilfredsstillende resultat, det er nogle vigtige arrangementer, der skal afvikles i Danmark i 2025, siger fra Lars Lundov.

Danmark er i januar medvært for VM i håndbold og VM i ishockey i maj - begge dele spilles i Herning. Til sommer er der VM i BMX i København og VM i en olympisk windsurfing-klasse i Aarhus.

Og så selv om der er mange cykelevents, der tiltrækker sig mere opmærksomhed end et BMX-VM, så er et værtskab med til at pleje de relationer, Danmark har etableret i det internationale cykelmiljø og ikke mindst med Den Internationale Cykelunion (UCI).

- Det hele er med til at dokumentere, at Danmark formår at huse de her store cykelbegivenheder og er med til at vedligeholde de gode relationer, siger Lars Lundov.

Danmark er også vært for et World Tour-løb i 2025 og for VM på landevej i 2029.

Årets første VM på dansk grund indledes tirsdag, hvor de danske håndboldherrer møder Algeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT