Barcelona ydmyger Real Madrid i hæsblæsende Super Cup

12. JAN 2025 • 22:09SPORT

FC Barcelona sprudlede og sikrede sig søndag aften den spanske Super Cup, da Real Madrid blev slået med 5-2.

Søndag aften stødte FC Barcelona og Real Madrid sammen for anden gang i sæsonen, og præcis som da de mødtes i efteråret, endte det med en overlegen Barcelona-sejr.

I søndagens spanske Super Cup-finale, der blev spillet på King Abdullah Sports City i saudiarabiske Jeddah, havde catalonierne i store dele af kampen fuldstændig styr på hovedstadsklubben og vandt 5-2.

I efterårets El Clasico var der ligeledes klasseforskel, da Barcelona trynede Real Madrid med 4-0 i La Liga.

Real Madrid fik ellers en perfekt start på finalen søndag.

Efter fem minutter endte en omstilling hos Kylian Mbappé, som udnyttede sit voldsomme antrit til at bringe hovedstadsklubben i front.

Det var en livlig start på opgøret, og få minutter senere var Barcelona tæt på at svare hurtigt igen, men Raphinhas forsøg tog ydersiden af den ene opstander.

Efter lidt mere end 20 minutter, hvor Barcelona havde været bedst, gik den ikke længere for Real Madrid.

Vidunderdrengen Lamine Yamal brød igennem i højresiden og lagde roligt bolden i mål ved den nærmeste stolpe.

Der var sjældent et stille øjeblik i første halvleg, og i det 35. minut gik det igen galt i Real Madrid-enden.

Eduardo Camavinga ramte i feltet klodset Barcelonas Gavi på låret med støvlen, og efterfølgende var polske Robert Lewandowski sikkerheden selv fra straffesparkpletten.

Få minutter senere blev den catalanske føring udbygget, da Raphinha headede bolden i kassen efter en fantastisk lang aflevering fra Jules Koundé.

Ondt blev værre for Real Madrid lige inden pausefløjt. Raphinha serverede bolden for Alejandro Balde, der var strøget med frem på en omstilling, og Barcelona-backen øgede til 4-1.

Knap var de to hold kommet ud fra omklædningsrummet, før Real Madrids Rodrygo fik en stor mulighed for at sparke lidt spænding tilbage i kampen

Brasilianeren flugtede fra en helt fri position i feltet bolden på træværket, og i stedet slog Barcelona til i den anden ende.

Øjeblikket efter lå bolden nemlig i Real Madrid-målet, da Raphinha igen afsluttede en Barcelona-kontra.

Med lidt mere end en halv time tilbage fik Real Madrid et lille håb, da Barcelona-keeper Szczesny blev vist ud efter at have nedlagt Mbappé uden for feltet, og Rodrygo efterfølgende sparkede frisparket i kassen.

Det var dog ikke Real Madrids aften i Saudi-Arabien.

Selv om hovedstadsklubben var en mand i overtal, havde holdet svært ved at lægge et pres på Barcelona. Derfor var den komfortable catalanske føring ikke på noget tidspunkt i fare i slutningen af opgøret.

Med sejren har Barcelona 15 Super Cup-titler, mens Real Madrid har 13 triumfer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT