Teenager tager sæt fra vrissen Djokovic i Melbourne
Novak Djokovic havde det svært mod den amerikanske teenager Nishesh Basavareddy, som vandt et enkelt sæt.
Næsten tre timer tog det Novak Djokovic at avancere til anden runde i grand slam-turneringen Australian Open, selv om modstanderen var den ukendte wildcard-spiller Nishesh Basavareddy, der er nummer 107 i verden.Djokovic, der er placeret 100 pladser højere på verdensranglisten i tennis, fik hård modstand fra begyndelsen og tabte overraskende første sæt.
Den syvendeseedede serber endte dog med at vinde over den amerikanske teenager med cifrene 4-6, 6-3, 6-4, 6-2.
Basavareddy dikterede spillet i første sæt, og Djokovic var frustreret, da han tabte tre partier i træk og gik fra at være foran 3-2 til at være bagud 3-5.
Djokovic missede et par muligheder for at bryde tilbage, og det endte med at koste den tidligere verdensetter åbningssættet.
- Han spillede fantastisk. Han var den bedste spiller i halvandet sæt, så han fortjener applaus, siger Djokovic om sin modstander i sejrsinterviewet.
Basavareddy var med indtil 3-3 i andet sæt, men derfra vandt Djokovic tre partier i træk og bragte balance i sætregnskabet.
Djokovic fik bedre styr på kampen og spillede med mere overskud og sikkerhed i de to sidste sæt, hvor den unge amerikanske modstander blev ramt af kramper.
- Jeg havde ikke set ham spille før for tre-fire dage siden. Det er altid farligt og tricky med en kamp i første runde. Han er en ret komplet spiller, og jeg ønsker ham det bedste i resten af karrieren.
- Han er en sød dreng. Han er stadig teenager, men han blev ikke grebet af nerver og den scene, han stod på. Jeg er sikker på, at vi vil se meget mere til ham i fremtiden, lyder det fra Djokovic.
I anden runde skal Djokovic møde portugiseren Jaime Faria, der er nummer 125 i verden.
Også Carlos Alcaraz gik mandag videre til anden runde. Den tredjeseedede spanier vandt i tre sæt over kasakheren Alexander Shevchenko.
Desuden gik verdensetteren Jannik Sinner videre efter en sejr i tre sæt over chilenske Nicolas Jarry.
Græske Stefanos Tsitsipas, der er seedet som nummer 11, røg ud efter et nederlag til amerikaneren Alex Michelsen.
/ritzau/