Gidsel advarer Tyskland: Vi kan trykke på i 60 minutter

31. JAN 2026 • 06:40SPORT

Mathias Gidsel ser ikke andre hold i verden, der som Danmark kan presse så hårdt på gennem en hel kamp.

Danmarks håndboldherrer har været forfulgt af skader til de centrale forsvarsspillere, og offensivt er der trukket store veksler på Simon Pytlick og Mathias Gidsel.

Alligevel fik holdet slidt sig forbi Island i fredagens semifinale. Søndag venter Tyskland i EM-finalen, og ifølge Gidsel kan tyskerne godt forvente et dansk hold med rigeligt energi på tanken.

- Jeg hørte fra nogle af vores tyske kolleger, at de var lidt overrasket over, at vi kunne blive ved med at trykke på i 60 minutter i duellerne. Det er vel den store forskel på os og andre, siger Gidsel.

- Vi bliver ved med at have det samme tryk i duellerne og kontrafasen. Og mon ikke vi også kan holde til det i kamp ni (EM-finalen, red.).

Danmark har i flere af kampene ved årets EM først formået at slå det afgørende hul på måltavlen i anden halvleg.

Det skyldes ikke, at holdet bevidst sparer på kræfterne til anden halvleg. Men de gode afslutninger på kampene skyldes, at holdet har en stor tro på egne evner, når de fysiske ressourcer bliver et parameter.

- Vi afgør det da helst i første halvleg, men der er også en selvforstærkende følelse af, at vi godt ved, vi kan spille en lige halvleg og nogle gange også være bagud uden at gå i panik. For vi ved, vi kan løse det i anden halvleg, siger Gidsel.

I semifinalen hang Island også på det meste af vejen og var sågar foran med godt 20 minutter igen. Men det er der, hvor den danske selvsikkerhed og det fysiske overskud træder til.

Og i den fase af kampen er der ikke mange hold, der kan matche Danmark.

- Vores store styrke er, at vi ikke bliver trætte. Vi bliver ved med at køre på i 60 minutter. Og så skal modstanderne kunne stå godt imod for at holde Danmark i 60 minutter, slår den danske højreback fast.

Han scorede selv syv mål mod Island. Det gør ham til delt topscorer ved EM sammen med Portugals Francisco Costa. Begge har scoret 61 mål.

Men Portugal er ude, så bare et enkelt mål i finalen vil gøre Gidsel til EM-topscorer. Medmindre holdkammerat Simon Pytlick går målamok mod tyskerne. Pytlick har scoret 56 mål forud for finalen.

Tysklands mest scorende er Renars Ušcins, som har lavet 41 mål.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT