Medie: Omstridte ICE-betjente i USA får udvidet beføjelser
Immigrationsmyndighed får flere muligheder for at anholde folk uden retskendelse, skriver avis.
De føderale betjente fra immigrationsmyndigheden ICE i USA har fået udvidet deres beføjelser til at anholde personer uden en dommerkendelse.Det viser et internt ICE-notat, som den amerikanske avis The New York Times har set.
Ændringen betyder ifølge mediet, at ICE-betjente med lavere rang får mulighed for at gennemføre razziaer og samle personer op, som de mistænker for at være udokumenterede indvandrere i stedet for målrettede operationer, hvor de med en retskendelse i hånden går efter at anholde en bestemt person.
Det interne notat gælder alle ICE-betjente i USA og er underskrevet af Todd M. Lyons, som er fungerende direktør for immigrationsmyndigheden, skriver avisen.
Notatet tager udgangspunkt i en føderal lov, der giver betjente beføjelser til at foretage anholdelser uden dommerkendelse af personer, de mener er udokumenterede indvandrere, hvis de "er tilbøjelige til at undslippe", før en arrestordre er blevet udstedt.
The New York Times har delt indholdet af det nye notat med flere tidligere højtstående embedsmænd i ICE fra den tidligere præsident Joe Bidens administration.
Claire Trickler-McNulty, der er tidligere seniorrådgiver i ICE, kalder den nye definition for "en ekstremt bred fortolkning af begrebet 'undslippe'".
- Den ville i praksis omfatte stort set enhver, de ønsker at anholde uden en kendelse, hvilket gør selve præmissen om nogensinde at indhente en kendelse meningsløs, siger hun til The New York Times.
Det nye notat kommer kort tid efter, at USA' præsident, Donald Trump, har sagt, at hans administration vil nedtrappe situationen i Minneapolis i delstaten Minnesota.
To amerikanske statsborgere er i januar blevet dræbt i byen af føderale betjente, hvilket har udløst voldsomme demonstrationer.
Det var en ICE-betjent, der tidligere på måneden skød og dræbte den 37-årige amerikaner Renée Good i Minneapolis.
Da den 37-årige amerikanske statsborger Alex Pretti blev dræbt i sidste weekend på gaden i Minneapolis, var det af skud, der blev affyret af betjente fra grænsepolitiet.
Både grænsepolitiet og ICE deltager i Minneapolis i "Operation Metro Surge", som det amerikanske ministerium for indenrigssikkerhed indledte ved årsskiftet.
Det er et led i en fælles indsats mellem det føderale grænsepoliti (CBP) og ICE om at gennemføre Donald Trumps omfattende deportationsplaner.
/ritzau/
