Eksperters pensionsråd motiverer surrealistisk Djokovic
Novak Djokovic, der fredag slog Jannik Sinner, bliver kun motiveret af, at eksperter har afskrevet ham.
Det burde ikke være muligt, men ikke desto mindre er den god nok. Søndag formiddag spiller den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic sin 11. finale i Australian Open. De første ti finaler i Melbourne har han vundet hver og én.Eksperter havde ikke spået ham flere af slagsen, da Carlos Alcaraz og Jannik Sinner er blevet altdominerende i herrernes top, men Djokovic trodsede forventningerne og slog Sinner med 3-2 i sæt i en maratonkamp fredag.
Djokovic var bagud med både 0-1 og 1-2 i sæt, og flere gange vurderede bookmakerne serberen til at have en sejrschance på under fem procent, men i sidste ende vandt han 3-6, 6-3, 4-6, 6-4, 6-4.
- Det føles surrealistisk for at være ærlig, lød nogle af Novak Djokovics første ord efter sejren.
- Jeg har enorm respekt for ham (Sinner, red.), han er en utrolig spiller. Han presser dig til det yderste, og det var, hvad der skete i denne kamp.
Djokovic har med sine 24 grand slam-titler sat sig tungt på den rekord hos herrerne, men de færreste har på det seneste haft troen på, at han også kan få nummer 25 i hus. I 2025 blev semifinalen hver gang endestationen i de fire grand slam-turneringer.
Tvivlen hos fans og eksperter har kun været med til at sætte Djokovic yderligere op.
- Jeg er aldrig holdt op med at tvivle. Jeg er aldrig holdt op med at tro på mig selv.
- Der er mange mennesker, der tvivler på mig. Jeg ser, at der pludselig er mange eksperter, der har villet pensionere mig, eller som har pensioneret mig mange gange de sidste par år.
- Jeg vil gerne takke dem alle, fordi de gav mig styrke. De gav mig motivation til at modbevise dem, hvilket jeg har gjort i aften (fredag, red.), siger Novak Djokovic.
I søndagens finale skal han levere en ny overraskelse for at løfte trofæet, da modstanderen er verdensetteren, Carlos Alcaraz.
Spanieren leverede selv lidt af et comeback i semifinalen. Trods plaget af fysiske problemer undervejs vendte Alcaraz 3-5 til 7-5 i det afgørende sæt.
Djokovic og Alcaraz har mødt hinanden ni gange før på ATP Touren, og serberen fører 5-4 i den indbyrdes statistik. Hans seneste sejr over Alcaraz var faktisk netop i Australian Open i sidste års kvartfinale.
Alcaraz har vundet seks grand slam-titler i karrieren, men det er første gang, at han er i finalen i Australian Open.
/ritzau/
