Dansk golfprofil nærmer sig top-10 i PGA-turnering
Rasmus Neergaard sluttede sidste år af med at vinde Australian Open. I år spiller han med de allerbedste.
Den danske golfspiller Rasmus Neergaard nærmer sig top-10 efter anden runde af Farmers Insurance Open på PGA Tour, der bliver spillet i den amerikanske delstat Californien.Danskeren lavede fem birdies i anden runde og ligger samlet otte slag under par. Det rækker til en delt 13. plads.
Landsmanden Nicolai Højgaard er også kravlet op ad tabellen efter fredagens runde i San Diego. Han ligger på en delt 18. plads med syv slag under par.
I anden runde af PGA-turneringen lavede Højgaard seks birdies, men en bogey på sidste hul forhindrede Højgaard i at ligge endnu bedre i tabellen efter fredagens runde.
Nicolai Højgaards tvillingebror, Rasmus Højgaard, har spillet en mindre heldig turnering i USA og ligger efter de første to runder på en delt 58. plads.
Thorbjørn Olesen har også spillet de to første runder i USA, men klarede ikke cuttet.
26-årige Rasmus Neergaard havde et forrygende 2025, som han rundede af i begyndelsen af december med en sejr i Melbourne ved Australian Open.
Hans præstationer har sikret ham adgang til verdens stærkeste tour, PGA Tour, samt en billet til majorturneringen US Masters i 2026.
Triumfen i Australien og hans øvrige præstationer har åbnet døren til det højeste niveau, og han kan i 2026 se frem til at spille med blandt verdens allerbedste golfspillere.
/ritzau/
