Landstræner melder Bergholt tvivlsom til EM-semifinalen

29. JAN 2026 • 11:47SPORT

Emil Bergholt er tvivlsom til fredagens EM-opgør mod Island, og ingen erstatninger kan træde til.

Det danske herrelandshold i håndbold er presset på stregpositionen forud for EM-semifinalen fredag mod Island.

Lukas Jørgensen røg tidligt ud af EM med en slem knæskade, og Emil Bergholt kom aldrig ud fra omklædningsrummet til anden halvleg af onsdagens EM-opgør mod Norge.

Han havde pådraget sig en skade i foden, oplyser landstræner Nikolaj Jacobsen, som stadig ikke ved, om Bergholt bliver klar til semifinalen.

- Lige nu har vi jo tre stregspillere, men det kan godt være, at jeg kun har to i morgen (fredag, red.), fortæller Nikolaj Jacobsen på torsdagens presseseance.

Simon Hald og Magnus Saugstrup er de to øvrige tilbageværende stregspillere i truppen.

Og udfordringen er større end som så. Danmark kan skifte ud i truppen og gøre brug af de spillere, som var i den oprindelige bruttotrup på 35 spillere. I den er også to stregspillere, men ingen af dem kan indkaldes.

Efter Lukas Jørgensens uheld indkaldte landstræneren Andreas Magaard fra HSV Hamburg, men få timer efter indkaldelsen blev den trukket tilbage, da en mindre skade til danskeren fik den tyske klub til at trække i håndbremsen.

- Problemet med Andreas Magaard kan vi ikke løse med Hamburg. Der er nogle juridiske ting, som gør, at det ikke kan lade sig gøre, fortæller Nikolaj Jacobsen, som også har måttet strege sidste mulighed fra listen.

- Vi har snakket med Frederik Ladefoged i går (onsdag, red.), og den fibersprængning, han desværre har fået i baglåret, gør, at han ikke er i stand til at spille.

Dermed er der lagt op til meget spilletid for Hald og Saugstrup fredag - og måske også i finale eller bronzekamp søndag.

I angrebet kan de dele spilletiden på stregen imellem sig, men i den anden ende udgør de to sammen det centrale forsvar, hvor Bergholt efter Lukas Jørgensens skade har været den eneste til at rotere med på de to pladser.

- Det kommer til at presse os mest nede i forsvaret. Der skal vi måske have nogle alternativer, hvis en af de to ikke løser tingene eller lige skal have fem minutters luft, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Semifinalen mellem Danmark og Island spilles fredag klokken 20.30. Tyskland og Kroatien tørner sammen i den anden semifinale klokken 17.45.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT