Lettet Nikolaj Jacobsen: I dag er jeg ekstra stolt

30. JAN 2026 • 22:27SPORT

Nikolaj Jacobsen og Mathias Gidsel fremhævede fighterånden efter semifinalesejren over Island.

Landstræner Nikolaj Jacobsen var ikke klar med nogen stor og håndboldfaglig analyse, da Danmarks håndboldherrer fredag aften havde spillet sig i EM-semifinalen.

Han var bare stolt.

Danmark måtte slide og slæbe mod en bunke energiske islændinge, inden det endte med sejr på 31-28. Og det endda med flere problemer undervejs.

Den vigtige forsvarsspecialist Simon Hald kom for eksempel slet ikke i kamp i anden halvleg - angiveligt på grund af en hovedskade.

Og derfor fremhævede Nikolaj Jacobsen fighterånden, da han lod sig interviewe af TV 2 efter slutfløjt.

- Lige nu er jeg mest lettet - med de udfordringer vi kom igennem i dag, hvor Simon desværre ikke kunne være med i anden halvleg.

- Jeg er altid stolt af mit hold, for det er nogle fantastiske drenge, men i dag er jeg ekstra stolt, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2, inden han hurtigt forlod interviewet.

Simon Hald og Magnus Saugstrup var konstant på overarbejde i midterforsvaret, hvor den ene vævre islænding efter den anden kastede sig ind i duel.

Og Mathias Gidsel, som selv spillede en stor kamp offensivt, var klar med ros.

- Vi viste hård fight. Det kunne alle se. Det var virkelig en hård kamp med utrolig mange dueller.

- De der drenge i midterforsvaret var på prøve i alle 60 minutter. Det var en kæmpe indsats af forsvaret, der bare kæmpede og kæmpede og kæmpede, siger Gidsel.

Danmark skal nu møde Tyskland i EM-finalen søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT