Fredericia slår B93 og bejler fortsat til Superligaen

28. SEP 2024 • 16:59SPORT

Med tre hovedstødsmål sikrede Fredericia sig en sejr på 3-0 over B93 i den næstbedste danske fodboldrække.

Tre af de hold, der drømmer om at rykke op i Superligaen, var i aktion lørdag. Og alle tre vandt.

Bedst ser det lige nu ud for OB, der topper rækken, men lige efter følger Fredericia, der lørdag eftermiddag vandt 3-0 hjemme over B93.

Med sejren er Fredericia placeret på andenpladsen med 22 point efter 11 kampe. OB har ni point mere på førstepladsen og har solid kurs mod den ene af de to oprykningspladser.

Fredericia er dog skarpt forfulgt af Hvidovre, der lørdag vandt 1-0 ude over Vendsyssel FF. Hvidovre har 19 point på tredjepladsen.

AC Horsens var det tredje hold, der vandt lørdag med en 2-0-gevinst hjemme over Hobro. Horsens har 18 point i den tætte topstrid, hvor der er hård kamp om andenpladsen.

Fredericia tog den mest overbevisende sejr lørdag, da B93 var på besøg. Hjemmeholdet scorede alle tre mål på hovedstød i 3-0-sejren.

Efter 18 minutter kom Fredericia foran 1-0, da angriberen Asbjørn Bøndergaard steg til vejrs og headede bolden i nettet.

Dermed kom Bøndergaard på tavlen for tredje kamp i træk for Fredericia. I alt er den tidligere Silkeborg-angriber oppe på syv ligamål i denne sæson.

Oscar Buch viste sig også frem med et mål på hovedstød, da han fordoblede føringen til Fredericia efter lidt over en halv time.

Efter en time headede Jonatan Lindekilde målet til slutresultatet 3-0 i nettet og lukkede dermed kampen.

Noget vanskeligere havde Horsens ved på hjemmebane at besejre Hobro med 2-0. Målene fra Sebastian Pingel og Frederik Roslyng faldt efter 70 og 77 minutter.

Hvidovre skulle kun bruge en enkelt kasse til at vinde 1-0 ude over Vendsyssel. Angriberen Frederik Høgh, der havde brændt et straffespark tidligere kampen, leverede det enlige mål efter 58 minutter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

28. SEP 2024 • 18:04SPORT
AGF og Randers deler i uskøn affære
FÅ ABONNEMENT