FC Fredericia henter keeper i Premier League
Førstekeeper Ovie Ejeheri er ude i en længere periode, og derfor har Fredericia sikret sig en en ny målvogter.
FC Fredericias nye førstekeeper Ovie Ejeheri gik i stykker efter to kampe i Superligaen, og derfor har oprykkeren nu hentet en erstatning i Premier League.Hos Burnley har man nemlig sikret sig den engelske målmand Etienne Green, skriver FC Fredericia på sin hjemmeside. Ifølge Burnleys hjemmeside er der tale om en permanent aftale.
Etienne Green kom til Burnley sidste år, men har aldrig spillet en kamp for klubben, som i sidste sæson sikrede sig oprykning fra den næstbedste række.
Han kan dog prale af erfaring fra franske Ligue 1, hvor han har spillet 23 kampe for Saint-Etienne.
- Vi er meget stolte af, at vi har kunnet tiltrække og skrive kontrakt med en spiller, der har erfaring fra en Premier League-klub i England og Ligue 1 i Frankrig, siger FC Fredericia-direktør Stig Pedersen.
- Det er en stor signing for FC Fredericia, og vi glæder os til at se Etienne i aktion. Med ham på plads har vi nu igen et komplet målmandsteam, hvor tre stærke keepere skal tage kampen op mod hinanden.
Med Ovie Ejeheri på krykker i øjeblikket råder FC Fredericia over unge Mads Eriksen og den færøske landsholdsspiller Mattias Lamhauge, som har vogtet buret siden Ejeheris skade.
Lamhauge var i søndagens kamp mod Randers FC også nede at bide i græsset, men spillede kampen færdig.
/ritzau/