Danmark genåbner ambassade i Syrien efter knap 15 år

30. JAN 2026 • 11:45ERHVERV/POLITIK

Efter langvarig og blodig borgerkrig i Syrien vil Danmark genåbne ambassade for at udsende flere kriminelle.

Danmark genåbner i 2026 ambassaden i Syrien efter en lang og blodig borgerkrig, hvilket sker i et forsøg på at tvangsudsende flere kriminelle udlændinge.

Det fremgår af en pressemeddelelse fredag, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har orienteret Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Med genåbningen af ambassaden i Syrien kan vi bedre påvirke udviklingen i Syrien i en positiv retning. Vi har samtidig et ønske om at øge samarbejdet med den syriske transitionsregering om tvangsmæssige hjemsendelser, siger han.

Ambassaden lukkede i foråret 2012, da borgerkrigen eskalerede markant, efter at de folkelige protester mod styret og præsident Bashar al-Assad blev indledt året før. Han er nu flygtet, og det er lykkedes transitionsregeringen at få mere ro på.

Løkke var i november på besøg i Syrien og tidligere har embedsmænd været på besøg for at gøde jorden for at kunne tvangshjemsende syrere, der har begået kriminalitet i Danmark, og andre uden lovligt opholdsgrundlag.

Tvangshjemsendelser kræver en aftale med den syriske regering, som indtil videre har afvist det.

Efter lukningen har Danmark ikke haft en fast repræsentation i Damaskus, og Udenrigsministeriet har advaret mod alle rejser til Syrien.

Danmark ejer stadig et kontor i Syrien, så ambassaden kan tages i brug forholdsvist hurtigt. Der skal dog udnævnes en ny ambassadør, hvis da det i dag er ambassadøren i Libanon der varetager Syrien.

Der skal også udnævnes en udsendelsesambassadør, men det fremgår ikke af udspillet, om det er den samme.

I begyndelsen af 2006 blev ambassaden udsat for angreb i forbindelse med Muhammed-krisen, hvor der blev sat ild til ambassaden. Dette førte til en midlertidig lukning af ambassaden, som senere genåbnede.

Der er kommet et nyt styre i Syrien for et år siden, hvilket har ført til spørgsmål om, hvorvidt flere kan hjemsendes, fordi der er fredeligere.

Udlændingestyrelsen vil genoptage prøvesager, som bruges til at teste, om forholdene er ændret nok til, at flere kan hjemsendes.

Sagerne kan blive afgjort i starten af 2026 og er vigtige, fordi de kan få betydning for mange sager på én gang.

Regeringen vil forhøje hjemrejsestøtten, hvilket er en del af et udspil til en udvisningsreform, som præsenteres fredag på et pressemøde i Statsministeriet.

Den går til flygtninge og familiesammenførte, der har fået deres opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, hvis de udrejser, inden deres udrejsefrist udløber.

Herudover vil regeringen i 2026 fordoble hjemrejsestøtten til afviste asylansøgere, som frivilligt udrejser.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT