De Bruyne må holde pause med alvorlig muskelskade

27. OKT 2025 • 13:57SPORT

Napoli må klare sig uden erfarne Kevin De Bruyne, der pådrog sig en skade, da han sparkede straffespark.

Den belgiske midtbaneprofil Kevin De Bruyne må holde pause den kommende tid med en alvorlig muskelskade.

Det oplyser Napoli mandag eftermiddag på sin hjemmeside.

De Bruyne kom lørdag til skade, da han sparkede Napoli foran på straffespark i Serie A-kampen mod Inter.

Han forlod banen med hjælp fra sundhedsstaben og blev efterfølgende undersøgt på hospitalet. Her kom lægerne frem til, at han har fået en skade på bagsiden af højre lår.

De Bruyne har været en stor profil for Napoli, siden han i sommer skiftede fra Manchester City. Han har bidraget med fire mål i 11 kampe.

De forsvarende mestre vandt kampen mod Inter med 3-1 og fører Serie A, men må nu undvære flere af sine spillere.

I forvejen må holdet klare sig uden angriberne Romelu Lukaku og Rasmus Højlund, ligesom midtbanespilleren Stanislav Lobotka og målmanden Alex Meret sidder ude med forskellige skavanker.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT