Storbritannien sælger kampfly til Tyrkiet for 68 milliarder kroner

27. OKT 2025 • 18:15UDLAND

En tyrkisk ordre på britiske kampfly vil ifølge Storbritanniens premierminister sikre 20.000 job.

Storbritannien har indgået en aftale med Tyrkiet om at levere 20 britiske kampfly til landet.

Det fortæller Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, i et opslag på X under et besøg i Tyrkiet.

Her uddyber Starmer desuden, at kampflyene koster otte milliarder pund. Det svarer til omkring 68,4 milliarder danske kroner.

Den tyrkiske ordre vil ifølge premierministeren sikre 20.000 britiske job.

- En rigtig god dag for Storbritannien, kalder Starmer det og tilføjer, at aftalen også bringer landene tættere sammen strategisk.

Starmer mødtes mandag med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i hovedstaden Ankara. Her underskrev de to statsoverhoveder ifølge Reuters aftalen.

Besøget er Starmers første officielle tur til Tyrkiet, siden han blev premierminister sidste år.

Tyrkiet, der har Natos næststørste militær, er selv i gang med et nationalt kampflyprojekt, der går under navnet Kaan.

Ifølge flere unavngivne kilder bekendt med sagen, skal Tyrkiet dog bruge de nye britiske fly for at "indhente" regionale rivalers luftstyrker. Det skriver Reuters.

Flere embedsfolk oplyser til nyhedsbureauet, at Israels angreb mod de tyrkiske naboer Iran og Syrien samt mod Libanon og Qatar har foruroliget Tyrkiets regering.

Ifølge embedsfolkene viste angrebene flere sårbarheder, hvorfor Tyrkiet ikke kan vente på, at dets eget kampflyprojekt står klart.

Også Grækenland forventes ifølge Reuters at modtage flere F-35-fly inden for de næste tre år.

Hvornår præcis Kaan-kampflyene forventes at stå klar, er endnu usikkert. Chefen for Turkish Aerospace (TAI) udtalte i juli til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, at projektet har tre prototyper.

Den ene vil blive brugt til landtest, mens de to andre vil begynde at flyve fra april 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT