Landstræner blåstempler dansk indsats ved bane-VM
Fem danske medaljer ved VM i banecykling er "rigtig godkendt", mener landstræner Casper Jørgensen.
Banelandsholdet har fem medaljer med hjem i kufferten fra VM i banecykling i Chile.Det gør cheflandstræner Casper Jørgensen tilfreds.
- Det er godkendt. Vi får fem medaljer - og to af dem i OL-discipliner. Det er rigtig godkendt, synes jeg, siger han til TV 2 Sport.
Medaljehøsten begyndte med sølv til Amalie Dideriksen i disciplinen scratch. Det var hendes bedste placering ved et VM til dato i disciplinen.
Herefter vandt danskerne guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb, som i mange år har været den store danske satsning.
Dideriksen tog også bronze i omnium, mens Rasmus Lund kørte sig til sølv i individuel forfølgelse, før Niklas Larsen og Lasse Norman Leth på dramatisk vis endte med bronze i parløb efter at have brokket sig over manglende point.
Til gengæld fik Niklas Larsen ikke sin tredje medalje i omnium. I det tætte felt var vestsjællænderen blot tre point fra guldet, men endte i stedet på fjerdepladsen og uden for medaljeskamlen.
- Jeg er lidt ærgerlig over, at Niklas (Larsen, red.) ikke vinder det omnium, men overall er det godkendt. Jeg er superstolt af at have vundet holdløbet tre år i træk, siger Casper Jørgensen.
Præstationen kunne ikke helt måle sig med sidste år, hvor danskerne var på hjemmebane i Ballerup Super Arena.
Ved den lejlighed endte danskerne med hele syv medaljer, heraf fire af guld.
/ritzau/
